Anmeldelse

Salshuset

- fra drøm til virkelighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er lykkedes for Jørgen Poulsen og en hærskare af frivillige at udleve drømmen om at skabe et hus fra vikingetiden. Salshuset i Vikingelandsbyen i Albertslund er beviset. Og ikke mindst er det lykkedes med denne bog at skabe et flot stykke boghåndværk, der fortæller om tilblivelsen af huset og de pædagogiske principper, der har ligget bag.

Hans Ole Hansen, som i sin tid grundlagde Lejre Forsøgscenter, skriver i sin smukke hyldest i forordet, at forndrømmen er den drøm, der får os til at rejse tilbage i tiden, hvorved vi opdager tidens umådelige omfang; derved kan vi fatte fremtidens uafbrudte komme - tro på fremtid!

Bogen og de mere end 100 frivillige har formået at skrue et projekt sammen, således at ide, handling og pædagogik fremstår i en højere enhed - uden at forfalde til tør pædagogisk teori. "Salshuset - fra drøm til virkelighed" dokumenterer byggeriet, som det er foregået i dag, men giver samtidig en god indføring i de naturbetingede forudsætninger, der var gældende i vikingetiden.

Entusiasme alene gør det dog ikke. Projektet har da også haft professionel bistand, idet arkæolog og arkitekt Bente Draiby har skrevet enkelte af afsnittene i bogen.

Projektet har modtaget støtte fra forskellige fonde, men derudover fortjener det også den respekt og støtte, at det vil blive anvendt og fremstå som et enestående eksempel på god værkstedspædagogik.