Anmeldelse

Danmarks værste skurke

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk journalistiks frække slagterhund Peder Christoffersen - bedre kendt som Pedro - har begået en bog om 23 af danmarkshistoriens prominente personer, eller rettere Danmarks værste skurke.

Ekstra Bladets Pedro tør, hvor andre tier. Om man kan kalde samtlige 23 personer for forbrydere i retsmæssig forstand, er et spørgsmål. Men at der er tale om skurke i Pedros optik, hersker der ingen tvivl om. Der hersker heller ingen tvivl om, at Pedro ikke er historiker, men at han er en forrygende historiefortæller.

Frækt og udiplomatisk går han som en anden bullterrier lige til biddet og gennemgår nogle af danmarkshistoriens skurke i et sprog og med en manglende historisk metode, man skal lede længe efter.

Man kan muligvis som læser ikke være grundlæggende uenig med Pedro i hans bedømmelse af de 23 personer, han tager under kærlig behandling, men med hans sproglige formulering flyttes koncentrationen fra det historiske til det underholdningsmæssige, og det har stor værdi. Nogle vil muligvis føle sig stødt på manchetterne, når man for eksempel læser om nogle af de danske konger. Om Kong Christian den 6. står der "Dødbider, stivstikker, tørvetriller, træmand, slumretæppe, hængerøv (undskyld). Kong Christian den 6. var det hele". Sådan er tonen hele vejen igennem.

Kong Frederik den 5. var "Stangliderlig. Usædelig. Han var både sadist og masochist. Han elskede at give pisk og selv få smæk i den bare, når han udfoldede sin seksualitet".

Kong Frederik den 6. omtales som normalskurken, fordi "mennesker kan være så normale, at det gør ondt. Så normale, at det er på kanten af det unormale".

Der er dog passager, der giver en anelse stof til eftertanke. Om Carl Frederik von Schalburg står der blandt andet, at de fleste har en forestilling om, at landsforrædere er feje, "men Carl Frederik von Schalburg var bestemt ikke fej". Derefter følger en forklaring på hans fanatisme, der ifølge Pedro skyldes hans opvækst i Skt. Petersborg. "Det var gode grunde, men ikke gyldige grunde". Da Schalburg blev chef for Frikorps Danmark, indførte han en stram disciplin og viste sig i det hele taget aldeles kompetent som leder. Begrebet frontsvin er hans opfindelse; han lagde ikke skjul på, at krig er noget svineri. Frontsvinet var ikke desto mindre også i besiddelse af en god portion småborgerlig standsbevidsthed. I SS-tiden blev navnet Schalburg til von Schalburg; det var ikke noget, han var født med.

Pedros argumentation minder indimellem om Palle Laurings. Palle Lauring var en stor historieformidler, hans engagement både på skrift og i tale er legendarisk og af høj kvalitet. Men selv han kunne indimellem forfalde til den lettere bevisførelse ved at sige "det aner man ikke", når han stod konfronteret med et historisk problem, han ikke selv havde svaret på.

Der er mange grunde til at læse Pedros bog og tilsvarende historiebøger, hvor storytelleren er ved at have fået overtaget. Underholdningsværdien er ikke til at tage fejl af, og man bliver revet med, selv om laveste fællesnævner er udgangspunktet.