Anmeldelse

Økonomisk-administrativ skoleledelse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De seneste år har Kroghs Forlag udgivet en strøm af småhæfter om skoleledelse. Serierne endevender meget konkret de mange sider af skoleledernes opgaver og udfordringer, men det virker nu, som om der er nået et mætningspunkt, hvor hæfterne "går hinanden i bedene".

Er der brug for mere af den slags? Er der mere nyt at skrive om? Hvem læser dem, andre end anmelderne? - Ja, og hvem køber dem?

En gammel kending, serien "Skolelederens opslagsbog", har her fået en fornyelseskur: "En ny udgave i et nyt design, som ønsker at tilpasse den velkendte serie til en nutid, der er præget af omstilling og en stadig strøm af nye udfordringer".

Serien kommer til at omfatte seks hæfter, hvoraf dette hæfte tre er det første. Resten kommer i løbet af 2006.

Fornyelse eller ej så behandler hæftet gammelkendte emner vedrørende økonomi- og personaleadministration. Om ledernes ansvar over for eleverne: "God ro og orden", "befordring", arbejdet med skolebestyrelsen: "tavshedspligt" og "underretningspligt" og skolelederens samarbejdspartnere som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, sundhedsområdet og SSP (skole, socialforvaltning, politi).

Bogen er tænkt som en opslagsbog, hvilket et fyldigt stikordsregister også gør den udmærket til.

Men hæftet er et opkog af en gammel ret. Således måske en unødvendig revideret nyudgivelse, som blot fylder unødigt i reolen - sammen med alle de andre lignende småhæfter fra Kroghs Forlag.