Findes der djævlebørn? Sådan spurgte en fireårig pige sin pædagog, da de kom forbi en plakat, der reklamerede for TV3s udsendelsesrække »Hjælp vi har børn«. På plakaten så man en lille pige med hvide vinger på ryggen og mørke horn voksende ud af det lyse hår.

Lærere ser man ikke afbildet på den måde. Ej heller mekanikere, kvinder, indvandrere eller chefer. Tænk, hvis nogen gjorde det? Ville de ikke blive meldt til politiet for diskrimination? Jeg har vist billedet til flere. Nogle bliver vrede over dæmoniseringen af børnene. Andre siger: Jamen, det er jo slet ikke det, det handler om! Det handler ikke om børnene, og hvordan de er, men om os og vores relation til vores børn.

Lad os se et øjeblik på den. På TV3s reklameplakat står der: »De kære børn. Det ene øjeblik er de rene engle, og det næste tager fanden ved dem«. Ville børn kunne sige eller tænke det samme om deres forældre? Kan fanden tage ved en far? Eller en lærer? Det ville de vel nok kunne tænke, men det ville aldrig nå op på en plakat, for det er de voksne, der bestemmer, hvad der skal stå på plakaterne og siges i tv. De voksne har definitionsmagten. På TV3 bruger de den til at pege fingre ad børnene.

Hvis voksenverdenen peger fingre i stedet for at prøve at forstå relationen, hvad sker der så med børn, der dæmoniseres? De ses som uromagere, besværlige, forstyrrere af den offentlige orden. Måske mobbere. Det begynder tit derhjemme. Indeklimaet er måske koldt, øretæverne eller skældudene sidder løst. Barnet vænnes til at dukke hovedet eller måske slå igen med de våben, det nu har til rådighed. Det fører nemt til flere verbale øretæver i daginstitution og skole. Kort og forenklet kan man sige: De børn, der bliver skældt meget ud hjemme, er typisk de børn, der bliver mest udskældt i skolen og omvendt. Sådan bliver det bare, hvis man da ikke sætter målbevidst ind imod denne »lovmæssighed«. Prøv at finde ud af, hvilke to-tre børn der bliver skældt mest ud i hver klasse, og I vil se, at de nok også bliver meget straffet derhjemme. Prøv så at sætte op som mål, at de skal mødes på en anden måde, og find midler dertil og det vil i mange tilfælde føre til, at de får det bedre både i skolen og hjemme. Det er allerede prøvet en del steder, og det kan siges, at der nok ikke er nogen mere effektiv vej til at forbedre »indeklimaet« og dermed læringen. For megen skældud giver ringe læring.

TV3 gør det modsatte. I stedet for at hjælpe de udsatte børn hænger man dem ud. Lader dem optræde offentligt, uden at de er i stand til at overskue konsekvenserne. Lancerer de sidste 20 års mirakelmikstur endnu en gang: De måske udflydende, måske fraværende, måske autoritære forældre opfordres til »at sætte grænser«.

Hvad nu hvis problemerne er, at mor og far tilsammen er borte fra hjemmet 90 timer om ugen? At de gør så lidt sammen med deres børn, at dagligdagens tone er præget af »skynd dig«, »se at blive færdig!«, »har du læst lektier«, »så er det ind i seng!«, at mor og far følelsesmæssigt er gledet fra hinanden? Så skal det nok hjælpe, at TV3 opfordrer dem til at lægge yderligere afstand gennem mantraet »sætte grænser«.

Kunne man ikke tænke sig, at dagens børn har brug for voksne, der er til stede? Voksne, der vil børnene noget. Voksne, der vil noget med deres eget liv, og som tør vise deres ansigt og dele liv med deres børn?

Forleden holdt jeg foredrag om skældud-projektet. Til stede var en ung lærer, der fra skolen i Københavns hjerte tog i skoven med sine børn to gange om ugen. Det er dejligt for alle hendes børn. De bliver skældt mindre ud, og de lærer mere end deres mindre heldigt stillede kammerater. Allerdejligst er det for de af hendes børn, der har fraværende, kølige, uformående eller skrappe forældre. Hun kan måske ændre den kurs, deres liv typisk har i retning af stadig mere eksklusion.

Hos hende er børnene hverken engle eller har horn i panden. Det er en befrielse at møde sådanne lærere og så netop samme dag, som TV3 valgte at dæmonisere småbørnene.

Erik Sigsgaard er lektor ved Højvangsseminariet i Glostrup