12.692 kroner så mange penge fik Lene Larsen indbetalt på sin konto efter skat for sit arbejde i december måned sidste år som dagplejemor for sine tvillingepiger Klara og Sally. I samme måned året før fik hun hele 22 kroner mere ind på kontoen. Men dengang var hun lærer på fuld tid på Lindelundsskolen i Brøndby.

»Og december måned var altså en af de måneder, jeg fik mange penge som lærer. Nogle måneder fik jeg færre, så jeg føler faktisk, at jeg får mere i løn for at gå hjemme og passe mine egne børn«, siger Lene Larsen.

Egentlig begynder historien et andet sted. Nemlig på en skiferie i Italien. Lene Larsen opdagede få dage før afgang, at hun var gravid. Hun havde ondt i maven natten før afrejse, men den tilkaldte vagtlæge mente, at hun og hendes mand sagtens kunne tage af sted. Men på skisportsstedet blev mavesmerterne værre og værre, og den sidste dag af ferien blev hun indlagt. De havde ikke tegnet rejseforsikring, så hendes mand måtte stige på bussen hjem til Danmark. På hospitalet blev hun gentagne gange scannet. Da lægen, der kun talte italiensk, kom ind og udbrød »Due bambini, due bambini«, måtte Lene Larsen tvivlende spørge »Twins?«, »Yes, you are happy«, svarede lægen. Og Lene Larsen ringede til sin mand i skibussen og fortalte, at hun var glad.

»Der er ikke mange økonomiske fordele ved at have tvillinger, men det er dejligt, at jeg kan blive ansat som dagplejemor. Vi får også bleerne gratis og kørt til døren. Og jeg skal ikke passe flere børn end mine egne. Jeg havde også gjort det, selv om lønnen havde været et par tusinde mindre«.

Som lærer fik hun 21.476 kroner i grundløn om måneden. Som dagplejemor får hun kun 14.642 kroner. Alligevel får hun det samme udbetalt, når skatten er trukket fra.

»Som dagplejemor får jeg et meget større fradrag. Fradraget får jeg, fordi jeg betaler transport og indgang til forskellige arrangementer. Fordi jeg er ansat af kommunen til at passe mine egne børn, er jeg forpligtet til at give dem økologisk mad, jeg må ikke tage i svømmehal med dem, og jeg må ikke cykle med dem i Christianiacyklen i hvert fald ikke, når jeg er på arbejde«, siger Lene Larsen.

Svært valg

Da Lene Larsen fortalte skoleleder, kolleger og forældre på Lindelundsskolen, at hun var gravid, var hun helt sikker på, at hun ville vende tilbage til sit job efter endt barsel.

»Jeg er meget glad for at være lærer. Jeg brænder fuldstændig for det. Jeg var klasselærer, og de havde ansat en vikar, mens jeg var på barsel. Jeg havde lovet forældrene højt og helligt, at jeg kom tilbage. Så da det gik op for mig, at jeg blev nødt til at sige op, fik jeg det dårligt«.

Hun skrev et brev til forældrene, hvor hun forklarede sin beslutning. Hun prøvede at begrunde hvorfor over for kollegerne. Tillidsrepræsentanten prøvede at overtale hende til at tage orlov.

»Men jeg kunne ikke tage orlov. Jeg blev nødt til at melde klart ud. Både for min egen skyld, mine kollegers og forældrenes. For jeg vidste ikke, om jeg kunne vende tilbage. Og det ville ikke være fair over for eleverne. Da jeg havde sendt opsigelsen af sted, var det en fed fornemmelse. Jeg følte, jeg kunne nyde min beslutning i fulde drag«.

Der var flere årsager til hendes beslutning. For det første var der ingen plads i den vuggestue, tvillingerne var skrevet op i. Skolevæsenet i Brøndby havde i hendes barsel skåret hårdt i skolernes økonomi, og hun fandt ud af, at hun kunne tjene rimeligt på at gå hjemme og passe sine egne børn.

»Jeg er perfektionist. Både når det gælder mit arbejde, og når det gælder mine børn. Og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle klare et lærerjob. Kommunens besparelser stillede krav til, at jeg skulle løbe endnu hurtigere. Og mine børn stiller krav om, at jeg er der til at tage mig af dem«.

Vil ikke finde mig i noget

Som mor til tvillinger kunne hun godt tænke sig at arbejde som lærer på halv tid. Men hun mener ikke, at det er en mulighed.

»Mange kolleger siger, at da de var unge, gik de ned i tid, mens børnene var små. Ingen af dem, som jeg studerede med, arbejder på halv tid. Det er blevet umuligt, fordi der er så mange møder. For det første skal man ofte vente på møderne, for det andet er det ikke smart for skolelederne, fordi for meget af en halvtidslærers tid går med møder. Jeg tror, løsningen i fremtiden bliver de selvstyrende team, men det kommer til at tage tid, før vi når dertil«.

På Lindelundsskolen var der en af hendes ældre kolleger, der kontaktede hende, efter at hun havde valgt at sige op.

»Han syntes, det var for nemt af mig at sige op. Han kunne godt forstå argumenterne med de manglende resurser, men han mente, at vi lærere måtte stå sammen i dårlige tider. Jeg har det helt anderledes. Jeg vil ikke finde mig i det. Hvis vi ikke stopper op og melder fra, bliver de bare ved med at presse os«.

Gennem de sidste tre år har der været store besparelser i Brøndby Kommune. Næste skoleår skal der spares 37 lærerstillinger væk.

»Der kommer ikke flere resurser hen ad vejen. Lærerstillingerne skæres lige så stille væk. De beder os om at løbe stærkere. Fandeme nej. Jeg vil ikke være med til det. Min generation er nok forkælede. Vi er meget bevidste om, hvad vi vil, og hvad vi ikke vil. Og det her er for meget«.

Hun vil gerne undervise igen, når børnene bliver lidt ældre. Men i første omgang vil hun hellere uddanne sig mere. Hun mener, at det er lettere at være under uddannelse og have små børn end at have et fuldtidsjob som lærer.

»Jeg vil selv kunne bestemme farten, mens børnene er små og ønsker at være sammen med mig. Der kommer hurtig en tid, hvor de hellere vil alt muligt andet«.

mbtrier@dlf.org