Debat

Absurd med geografiprøve

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indførelsen af prøve i geografi sikrer nok Venstre stemmer til næste valg, men løser intet problem. Problemer eksisterer i alle fag, så hvorfor ikke bare gøre alle fag til prøvefag. Tester man i dansk, er der problemer, tester man i tysk, er der problemer, og i historie, ligesådan med samfundsfag og biologi og så videre.

Særlig med tanke på problemerne i samfundsfag er indførelsen af prøve i geografi absurd. Åbenbart finder man det meget vigtigt, at eleverne kan lokalisere Nakskov, mens det ikke maner til betænkelighed, at de ikke er i besiddelse af selv den mest grundlæggende samfundsfaglige viden (dette gælder både politologi, økonomi og sociologi) i en folkeskole, hvis formål det er at forberede »eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«. For de elever, der går direkte ud i en erhvervsuddannelse, er dette den første, sidste og eneste demokratiske dannelse, de får. Disse personer får efter blot et par år ret til at vælge og dermed indflydelse på samfundet. Selv for nogle af de elever, der tager højere uddannelse, er dette den eneste viden om samfundet, de tager med sig.

Problemerne er veldokumenterede, selvom de danske bidrag­ydere til IEAs »Civic Knowledge Test« i bogen »Politisk dannelse« gør sig så mange bortforklarende krumspring, at det næsten bliver litterær akrobatik. Selvom bedemanden sminker liget, vækker han det ikke til live.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

At dette problem ikke har større bevågenhed i politiske kredse, er dybt problematisk i et samfund, der påberåber sig at være demokratisk. Demokrati legitimerer og vedligeholder sig selv ved at opdrage og socialisere i og til demokrati med demokrati. Men måske er det meget sigende om et samfund, hvor det er blevet legitimt at være nationalsocialist, fordi man har byttet jøden ud med araberen.