'Kan du ikke blive andet, så kan du altid blive skolelærer!'

Dette slidstærke mundheld er regeringen ved at blåstemple - med vilje. Det må man i hvert fald tro, når man læser undervisningsministerens aktuelle forslag om ikke bare at reformere, men også utvetydigt rangordne de gymnasiale uddannelser.

Kommer forslaget igennem, bliver det slået fast med syvtommersøm, at det almene, treårige gymnasium primært skal være for de unge, der ønsker faglig fordybelse, perspektivering og abstraktion, dem, der sigter mod hele, videregående uddannelser på landets 'rigtige' universiteter.

Det toårige hf skal derimod nu reelt målrettes mod de mere stræbsomme af de unge, som Niels Hausgaard så underfundigt kalder udpræget praktisk begavede, altså unge, som ministeren åbenbart tror kun kan klare halve, teorilette videregående uddannelser. For som noget nyt skal hf samtidig 'brandes', så det bliver attraktivt som forskole for de unge, der allerede som 9.-klasse-elever sigter mod korte eller mellemlange uddannelser som for eksempel læreruddannelsen - med vilje. Og til forskel fra nu, hvor hf kræver 10. klasse først, skal det nye hf give disse unge ét år i bonus.

Det hænger ikke sammen.

Samtlige gymnasiale uddannelser skal på én gang bidrage til at gøre de unge alment dannede og studieforberedte. Alle unge får i deres fremtidige professionsuddannelse brug for både at lære i praksis og at tilegne sig relevant teori, der gør dem i stand til at abstrahere og reflektere selvstændigt og i fællesskab. Ligesom alle unge må se i øjnene, at vor tids videnssamfund kræver evne og vilje til livslang læring såvel i bredden som i dybden.

Som en logisk konsekvens af netop disse synspunkter har et stort set enigt folketing da også i de sidste år højrøstet sunget sangen om vigtigheden af at øge studiekvaliteten, sikre forskningstilknytning og undgå blindgyder. Hensigten har ikke mindst været at henlede flere unges opmærksomhed på det hævede niveau i de mellemlange videregående professionsuddannelser og med indførelsen af professionsbachelortitlen at sende dem og omverdenen beskeden om, at disse uddannelser nu kvalificerer både direkte til et job og til at læse videre. Derfor virker det mildest talt molboagtigt, at selvsamme folketingsmedlemmer nu er i færd med at øve sig på en modsang om, at for eksempel læreruddannelsen, der er helt afgørende for alle kommende generationers læringsfundament, kun kræver andenrangs forkundskaber eller 16-årige skoleelevers betænkeligt tidlige erhvervsvalg. Nej, er der noget, samfundet og skolen har brug for, så er det alment dannede og studieegnede voksne, der ud over at kunne lide børn også har evne og vilje til at perspektivere og netop derfor med moden omtanke vælger at blive lærere - med vilje.