Jens Wolff

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man skulle tro, man vænnede sig til det med alderen, men det er omvendt. At venner og kolleger dør, føles ikke naturligt. Der bliver flere og flere og nu også Jens Wolff.

Jens blev 60 år. Han kæmpede tappert mod kræften, men tabte og sov ind to dage før jul.

At have haft Jens som kollega og ven er et privilegium, som vi på Trongårdsskolen har nydt godt af.

Igennem 25 år på skolen har han været med til at præge den med sin ærlige, samvittighedsfulde og direkte facon iblandet en god portion humor. Man var aldrig i tvivl om hans engagement i andre, børn som voksne. Børnene og vi elskede ham for hans ligefremme væsen og var meget ulykkelige og dybt berørte, da vi hørte om hans sygdom og død.

Mærkeligt og uhyre trist, når et menneske, der fylder meget og udstråler så meget, forsvinder.

Vi savner dig.

Mette Ohrt

Tidligere på efteråret mistede skolen Mette Ohrt, en dygtig og engageret kollega gennem mere end 25 år. Mette blev kun 58 år og måtte i mange år kæmpe mod flere kræftsygdomme.

Mette var som menneske en ildsjæl. Hendes kontante og ligefremme facon afslørede et stort engagement i alt, hvad hun tog del i.

Vi savner Mettes energiske og farverige måde at være på.

Kollegerne

Trongårdsskolen i Lyngby