Når en lederskribent, en kommentator eller en læserbrevsskriver her i vores fagblad lufter sin fortørnelse over et eller andet, som i hans øjne er udtryk for et demokratisk underskud, griber han forbavsende ofte til klicheen '. . . og det skal man opleve i Grundtvigs Fædreland!'

Løber man på en af disse skribenter og spørger, hvilket af N.F.S. Grundtvigs skrifter han refererede til, viger han udenom. 'Enhver ved jo, at Grundtvig stod for demokrati og folkeoplysning', lyder det typiske svar, tit med tilføjelsen '. . . og Det levende Ord'. Men hvorfra ved enhver det? Bortset fra en håndfuld populære salmer er Grundtvigs enorme produktion tilsyneladende ukendt af de fleste.

Det er forståeligt nok. Den gamle kæmpe er ikke så nem at gå til. Hans blytunge, ordrige prosa med de imponerende lange sætningskæder har et lix-tal, som nutidsdanskeren sjældent er rustet til at binde an med. Det er sikkert årsagen til, at Bertel Haarders såkaldte kanonudvalg, der skulle tegne en hovedvej gennem den danske litteratur til brug for skolens undervisning, ikke rummer et eneste hovedværk af Grundtvig.

Alligevel er det lidt ærgerligt. Her i computeralderen kunne vi godt have glæde af at kende mere til Det Levende Ord.

Efter Grundtvigs opfattelse formidles sand oplysning mundtligt af en inspireret og inspirerende lærer. For ham er god undervisning at vække elevernes endnu slumrende åndsevner. Det bedste grundlag for vækkelsen er den evangeliske kristendom, de nordiske myter og folkets historie fortalt på modersmålet.

I Grundtvigs fædreland burde skolen derfor være præget af inspirerende katederundervisning, ikke af gruppearbejde, projekter, computerskærme og skolefritidsordninger - en lidt anden vision end den, som promoveres af nutidens politiske og pædagogiske koryfæer.

Grundtvig var hverken den store agitator eller organisator, men hans tanker fandt genklang hos mange af samtidens almueskolelærere, barneskolens praktikere. Det blev almueskolelærere som Rasmus Sørensen og Christen Kold, der lagde grunden til en skoleudvikling, som i det følgende halve århundrede vendte op og ned på den folkelige grunduddannelse og dermed på mangt og meget i det danske samfund.

Siden er tiderne skiftet. I den sidste del af det 20. århundrede er dekonstruktion løsenet. Inspireret af udenlandske guruer fra F. Lloyd Trump til Ivar Bjørgen har vi demonteret den Grundtvig-Koldske skole. Der er ikke meget tilbage af Grundtvig, når Lærerhøjskolens Jens Rasmussen her i bladet skriver: 'Når læreren af et godt hjerte forsøger at lappe på elevernes opsplittede verden ved at skabe et fast værdisæt og en sammenhæng i børnenes liv, gør han dem i virkeligheden en bjørnetjeneste. For det betyder, at han lærer eleverne at leve i en verden, som ikke længere eksisterer'.

Måske var det ærligere, om vi i skolens verden opdaterede vores klichésamling med vendingen: I Vestagers Fædreland? I PLS Consults Fædreland er nok lige lovlig stærkt - endnu.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt