Sysse Lundsgaard

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag den 7. januar sov Sysse Lundsgaard stille ind efter lang tids sygdom, kun 61 år.

Hirtshals Skole har gennem hele hendes arbejdsliv nydt godt af Sysses kreative og musiske evner. Ud over arbejdet som dansk- og tysklærer har Sysse bidraget til skolens liv ved at være drivkraften i utallige musikalske arrangementer: Musicals, korvirksomhed, blokfløjteorkestre foruden de almindelige musiktimer, udadvendte og krævende aktiviteter, som skolen har glædet sig over og værdsat. På samme måde var Sysse en af hovedkræfterne, når vi på skolen lavede revy, altid på banen, når der var lagt op til fest.

Sysse var i sjælden grad et menneske, man følte sig tryg ved, både som kollega og privat. Hun efterlader med sit behagelige væsen et stort tomrum hos os kolleger.

Vore tanker går til Jørgen Lundsgaard, som også gennem hele sygdomsforløbet har været ved Sysses side, idet vi håber, at han på trods af tabet vil få mange gode år fremover.

På kollegernes vegne

Knud Karup Christensen