De metoder, vi bruger i skolen i dag, er næsten de samme, som vi har brugt de sidste 100 år. Derfor bør det ikke komme bag på nogen, at efterhånden som alt andet i samfundet ændrer sig, vil skolen få sværere og sværere ved at levere den nye vare, som samfundet har brug for. Dette kan snart alle indse.

Samtidig med denne indsigt antager man imidlertid, at de forandringer, der skal gennemføres, alene er et spørgsmål om, at lærernes metoder skal moderniseres. Man udarbejder en ny avanceret skolelov, men uden samtidig at sætte de nødvendige ressourcer af - lad os kalde det anlægsloven - til den nødvendige ombygning af skolen, fordi man tror, at det hele bare drejer sig om en holdningsændring hos lærerne, der skal begynde at lave undervisningsdifferentiering og projektarbejde. Men det er ikke rigtigt. Man kan ikke gennemføre den nødvendige omlægning til en mere moderne undervisning med de faciliteter, vi har i dag. En modernisering af skolen er derfor ikke bare et holdningsproblem, men et håndgribeligt strukturproblem: Bygninger, læseplaner, fagfordeling, tidsstrukturen - kort sagt hele skolens struktur må brydes op, hvis man for alvor skal kunne gennemføre den modernisering, der er brug for.

Derfor er skolens modernisering heller ikke den enkelte lærers projekt, og derfor har vi ikke brug for det, man kalder 'ildsjælene'. Skolen kan ikke moderniseres af engagerede enkeltpersoner, men kun gennem en samlet organiseret fornyelse, for det er relationerne, sammenhængen mellem dens enkelte dele, der skal fornys.

En moderne skole er en så kompliceret struktur, at den skal udvikles i sin helhed - og det kan kun ske oppefra! Fri os fra det sædvanlige overfladiske bavl om, at lærerne skal tage sig sammen, vende vrangen ud på deres personlighed og redde en generation, der er ved at gå på røven i overbeskyttelse, pasning og institutionalisering.

Ved at afkræve lærerne en modernisering af undervisningen, som ikke kan realiseres i en forældet struktur, opnår man kun frustration: Afkræver lærerne en ny skole med den ene hånd, samtidig med at man pisser på dem med den anden. Afkræver dem projektarbejde og undervisningsdifferentiering, samtidig med at man ikke afsætter de nødvendige midler til at gennemføre de nødvendige strukturelle forandringer, som disse nye undervisningsformer forudsætter.

De igangværende forhandlinger om lærernes arbejdstid er derfor et afgørende kapitel i skolens nyere historie, for de handler i virkeligheden om muligheden for nu at forandre skolens grundlæggende pædagogiske struktur: Vil man fortsætte kukkassestrukturen og diskutere pædofossile begreber som 'katedertimer' og 'forberedelsestid' - eller menes der virkelig noget med ønsket om fleksibilitet: Indfør det samme årsnormsprincip, som findes hos lærerne på de højere læreanstalter. Opstil derefter gennem forhandling specificerede normer for de forskellige arbejdsopgaver, skolen består af. Herefter kan det beregnes, hvor mange årsværk en given skole har krav på. Giv dem ressourcen og overlad til skolens ledelse at lede og fordele arbejdet ud fra pædagogiske hensyn.

Steen Larsen er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole