Siden Gry Lindenhoff begyndte som lærer i 1995, har holdningen til badet efter idræt ændret sig markant hos både børn og voksne.

For 30 år siden badede piger og drenge uden videre sammen i de små klasser, og lærerne gik ofte i bad med eleverne. Nu er der flere og flere, der får særaftaler om bad efter idræt, så de ikke bader sammen med deres klassekammerater, fortæller læreren.

Og Gry Lindenhoff er ikke den eneste, der har noteret sig den udvikling. Når hun snakker med kollegaer, ender samtalen ofte med at kredse om badeproblematikken, fortæller hun.

“Når man følger debatten på sociale medier, er holdningerne ofte meget skarpe. Men for os er der tale om et reelt dilemma. På den ene side har vi jo nogle elever, der har godt af at komme i bad. Både af hygiejneårsager og for at kunne spejle sig i hinanden og få et mere naturligt forhold til egen og andres krop. På den anden side har vi nogle elever, der er et helt andet sted, og vi ønsker jo ikke at tvinge nogen til noget, de reelt synes er ubehageligt og grænseoverskridende”, siger hun.

Resultatet af, at børn i mindre og mindre omfang ser naturlige kroppe uden tøj på, ser de i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Foreningen modtager nu henvendelser fra børn helt ned til ti år, der er utilfredse med deres krops udseende, fortæller direktør Laila Walther.

“Børn og unge er i en tidligere og tidligere alder alt for optagede af, hvordan deres krop ser ud, i stedet for hvad den kan. Den rigtige krop er blevet den tynde krop for pigerne og den muskuløse krop for drengene”, siger hun.

Derfor har foreningen i samarbejde med Anti Doping Danmark og med fondsmidler i ryggen udarbejdet det gratis forløb Spejlven, der blandt andet fokuserer på, hvordan man får flere til at gå i bad efter idræt. Forløbet henvender sig til elever i 6. klasse, og indtil videre har 60 klasser landet over været igennem forløbet.

Alle voksne omkring børnene har et ansvar

Stokkebækskolen i Svendborg Kommune, hvor Gry Lindenhoff er lærer, har været igennem forløbet. For læreren var en af de helt store øjenåbnere at få at vide, hvor hastigt voksende andelen af de 12-15-årige, der nu dyrker motion i et motionscenter i stedet for at gå til holdsport med jævnaldrende, er.

“Så hvis man også dropper badet efter idræt, bliver det jo alene ’bøfferne’ oppe i fitnesscenteret eller retoucherede billeder på de sociale medier, der bliver den målestok, som man måler sin egen krop op imod”, siger hun.

Det bærende element i forløbet Spejlven er, at det inddrager alle de voksne, der danner ramme om elevernes liv – også når de ikke er i skole. Så ud over en workshop for klassen med fokus på de situationer, hvor der bades og spises i skolen, er der et kursus for faglærerne i dansk og idræt samt et møde for forældrene i klassen. Også instruktørerne fra elevernes fritidsaktiviteter inviteres til at deltage.

“Vi ved, at en workshop er en meget lille og meget løsrevet del af børns liv. Derfor har vi udvidet tilbuddet med et møde, hvor forældre og andre voksne bliver inddraget og får hjælp til at se deres rolle”, siger Laila Walther og forklarer:

“Børn har det som bekendt med at gøre, som de voksne gør, frem for som de siger. Taler voksne grimt om deres egen krop, gør børnene det også om deres”.

Budskabet i forløbet er, at det er alle voksne omkring barnet – forældre, lærere, pædagoger og trænere – der har ansvar for at sætte fokus på, hvad kroppen kan, frem for hvad den er, og at skabe rammer, der gør, at børn og unge kan tale om og spejle sig i naturlige kroppe.

“Vi kommer hele vejen rundt, og vi bliver også meget konkrete. Som en idrætslærer sagde til mig: ’Jeg kan godt sige til børnene, at de skal gå i bad, men så går de hjem og får en seddel om, at de er fritaget’”, siger Laila Walther og tilføjer:

“Og det nytter ikke noget, hvis de forskellige voksne omkring et barn modarbejder hinanden”.

Drop snak om fardunk og mormorarme

At forældrene også inddrages i at finde løsninger på den dilemmafyldte problematik, ser Gry Lindenhoff som en stor fordel.

“En klassiker er, at børnene hjemme får at vide, at de skal spise, hvad de har lyst til, men at mor ikke selv spiser kage. Og så kommer man altså ikke så langt”, siger hun og tilføjer:

“Jeg tror også, at flere af forældrene i forløbet blev overraskede over at blive gjort opmærksomme på, hvor nedsættende vi voksne egentlig snakker om vores egne krop. Fardunk og mormorarme er jo blevet helt almindelige udtryk”.

Idrætslæreren oplevede desuden, at forældrene blev overraskede over at finde ud af, hvor mange elever der egentlig har særaftaler om bad efter idræt.

“Og det til trods for at vi ligger i et område, hvor rigtig mange går til håndbold. Så problemet er nok endnu større andre steder”, siger Gry Lindenhoff.

Og hvad er så skolens og lærernes ansvar? Hos Gry Lindenhoff har forløbet særligt sat tanker i gang om skolens ansvar for at skabe et trygt miljø omkring badesituationen efter idræt.

Da hun for første gang trådte ind i skolens omklædningsrum i 1995, havde det allerede nogle år på bagen. Og der er ikke sket meget siden.

“Faciliteterne lader meget tilbage at ønske. Omklædningsrummene er små og gamle, og som en elev sagde undervejs i forløbet: ’Hvis en bukker sig ned for at tage sko på, får man en røv lige i hovedet’”, siger hun og tilføjer:

“Det har vi selvfølgelig et ansvar for at tage så meget højde for som overhovedet muligt. Om det så er med forskudte badetider eller duftlys, er det vores ansvar at gøre det så indbydende som muligt for eleverne at gå i bad”.

Foto af skole og omklædningsrum i denne artikel er modelfoto