Forældre i dag bruger dobbelt så megen tid på at passe børn som i 1961. Selv fuldtidsbeskæftigede kvinder bruger mere tid på deres børn, end hjemmegående gjorde dengang. Tallene stammer fra en britisk undersøgelse, og Bisgaard bruger dem til at punktere den myte, at folkeskolens krise og al landsens andre ulykker skyldes, at forældrene i dag ikke har tid til at passe deres børn. Problemet ligger snarere i, at børn ikke får lov at passe sig selv.

Ordet 'kvalitetstid' har altid fået mine indvolde til at vende fordøjelsens retning. Jeg tror, forfatteren forklarer mig hvorfor: Det er jo ikke samværet med børnene, der bestemmer, om tiden fortjener prædikatet. Det er kontrollen over dem. Den konstante overvågning af barnet, der bygger på en forestilling om, at det konstant er i fare. Giv dog børn muligheder for at have frihed til at udforske deres verden og udvikle fantasien uafhængigt af de voksnes overvågning, er forfatterens råd.

Bisgaard er en erfaren skolemand, der i denne lille bog har samlet en række væsentlige spørgsmål, som han behandler i form af subjektive essays. Han udgiver hverken emnekredsen eller behandlingen af de enkelte emner for at være fuldkomne eller dækkende, men forsøger at trænge bag om en række af de modeprægede slagord, der ofte præger skoledebatten.

Nogle af dem handler om opfattelsen af barnet som individ. Hverken skolelov eller lærere er uenige i, at man skal tage hensyn til hvert barns individuelle evner og anlæg. Men enkeltstående er ikke det samme som enestående, hvad en del forældre synes at overse. Der er kritiske ord over for forældreorganisationen Skole og Samfunds tilsyneladende krav om, at skolen til enhver tid skal tilpasse sig den enkelte elevs eller families ønsker og behov. Her og nu. Seriøs planlægning og forberedelse af undervisningen er umulig, hvis den dag for dag skal tilpasses, hvad hvert enkelt barn netop i dag føler for, er synspunktet. Forfatteren advarer mod, at man opløser fællesskabet i skolen og erstatter det med en hver for sig-skole.

Bogens emner spænder vidt. Er der plads til drenge og mandlige lærere i folkeskolen?, spørges der. Hvor dybt skal læreren engagere sig personligt? Er vores læreruddannelse effektiv? Spørgsmål er der nok af, ligeledes af Bisgaards personlige svar. Gennemgående efterlyser han ansvarlighed og vilje til at forpligte sig. Han spørger for eksempel, hvorfor seminarierne opdeler de lærerstuderende i klasser, når det er ligegyldigt, om de møder op eller ej. Og hvorfor er skoleledernes eneste svar på deres elevers dårlige prøveresultater, at de så må have flere timer til specialundervisning?

Et citat af chefredaktør Anne Knudsen, optrykt i bogens slutning, giver en anden slags svar. Efter at have afvist den sædvanlige socialdarwinistiske holdning om, at man naturligvis ikke kan forvente gode skoleresultater fra børn, hvis barndomshjem ikke er tapetseret med bøger, siger hun: 'Hvis skolen ikke kan lære børnene at læse uden at have forældrene som støttepædagoger, er der noget i vejen med skolen'.

Køb et eksemplar af denne bog og lad det cirkulere blandt skolebestyrelsens medlemmer.

Pædagogiske dilemmaer

Af Niels Jørgen Bisgaard

Tegninger af Bo Ege

144 sider, 148 kroner

Billesø og Baltzer