Kirsten Toftegaard Hansen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 13. januar 2003 modtog vi med sorg meddelelsen om, at Kirsten Toftegaard Hansen efter længere tids sygdom var død på Ringsted Sygehus.

Kirsten døde af kræft, 58 år.

Da Kirsten blev klar over, hvor alvorlig sygdommen var, modtog hun det på en beundringsværdig måde uden at opgive håbet om helbredelse. Men til sidst måtte hun opgive den ulige kamp.

Kirsten tog lærereksamen på Haslev Seminarium i 1968. I hele sin undervisningstid arbejdede Kirsten med de elever, vi i dag kalder psykisk og fysisk udviklingshæmmede børn. Først på Skolen på Rosenhøj og senere i Centerklasserækken på Nøddeskovskolen i Næstved.

Kirsten var en meget pligtopfyldende og loyal medarbejder. For godt og vel to år siden blev hun brat revet ud af et godt og positivt arbejde på skolen.

Kirsten kunne lide de børn, hun underviste. Hun havde indlevelsesevne og var børnenes advokat i vanskelige sager. Hun havde en fornuftig holdning til deres handicap og forskellige pesonlighed og forstod at udvikle deres stærke sider.

Kirsten vil blive mindet og husket for sin evne til at skabe en god skolegang for børnene og som en samvittighedsfuld og afholdt kollega.

Vore tanker går også til Kirstens familie.

Æret være Kirstens minde.

Personalet i Centerklasserækken på Nøddeskovskolen Næstved