Debat

Lederne i DLF

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med stor tilfredshed, at vi i Lederforeningen kan konstatere, at debatten om ledernes organisatoriske placering i DLF har fået deltagelse af andre end Lederforeningens medlemmer.

Vi er meget enige med Randers Lærerforenings formand, Niels Jørgen Borgholm, om, at lederne hører hjemme i DLF, som han skrev i sidste uge. Udviklingen af folkeskolen, som arbejdsplads og som læringsmiljø, er et fælles anliggende for lærere og ledere. En fastholdelse af læreruddannede ledere i folkeskolen er endnu et godt argument for, at DLF er skoleledernes naturlige organisatoriske ståsted.

Med det i baghovedet er det derfor ekstra nødvendigt, at vi i fællesskab får drøftet, hvordan det sikres.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

- Hvordan får vi taget højde for den særlige rolle, som en skærpelse af ledelsesfunktionen har medført for skolelederne?

- Hvordan sikrer vi, at der ikke opstår usikkerhed om ledernes rolle i kommuner, der decentraliserer mere og mere arbejdsgiverkompetence?

- Hvordan får vi skabt rum til den forskellighed inden for samme forening?

Det er nogle af de spørgsmål, Lederforeningen har sat til debat.

Lederforeningens bestyrelse har som udgangspunkt, at der er langt mere, der forener lærere og ledere, end der er forhold, der skiller os. Derfor er det vigtigt, at vi fordomsfrit får drøftet, hvordan vi kan holde fast i det fælles, samtidig med at vi erkender, at lederne på nogle områder har en særlig rolle og opgave. Vedtagelse af en politik for skoleledelse på sidste kongres var første skridt i den retning, nu skal vi så have klaret at finde den rigtige organisatoriske model.

Lederforeningen har udarbejdet et debathæfte, som forsøger at sætte fokus på de problemstillinger, vi finder det væsentligst at få afklaret. Hæftet er sendt til alle Lederforeningens medlemmer og til alle kredsformænd. Det er vores håb, at hæftet vil understøtte og nuancere debatten.

Niels Jørgen Borgholm skriver, at det undrer ham, at Lederforeningens daglige drift understøttes af DLF's øvrige medlemmer. Det er vist en sandhed med modifikationer.

Lederforeningens medlemmer betaler årligt i alt omkring 16-17 millioner kroner i samlet kontingent. Lederforeningen modtager godt 2,5 millioner af disse penge. Resten af kontingentpengene bruges i kredsene og i DLF centralt.

Birgitte Nybo

sekretariatsleder i Lederforeningen