18 danske folkeskoler har særlige optagelseskritierer

Der er fri og lige adgang til den danske folkeskole. Siger loven. Men sådan er det ikke i praksis. Ikke alle steder. 18 folkeskoler stiller således ganske særlige krav til elevernes evner, før de lukker dem ind i varmen i såkaldte eliteidrætsklasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det drejer sig om folkeskoler, der har en eliteidrætslinje. For at komme ind dér, skal eleverne have et højt sportsligt niveau. Optagelsesproceduren kan variere fra skole til skole, men typisk er det sådan, at de ansøgere, der er på landsholdet i deres idrætsgren, har førsteret til at komme ind.

Dernæst følger de, der er udtaget til regionale hold. Hvis der stadig er plads i klassen, kan de, der er på 1. holdet i deres klub, blive lukket ind. Ansøgerne kommer ikke kun fra den kommune, som skolen ligger i, men også fra nabokommunerne.

Adgangskrav er imod ånd og bogstav i folkeskoleloven, men skoleledere forsvarer sig med, at de har politisk opbakning i byrådet. Og at de har udarbejdet optagelsesproceduren i samarbejde med den kommunale forvaltning.

Eliteidrætsklasser kom ind i folkeskolen for fem år siden som følge af en ny eliteidrætslov, undfanget i Kulturministeriet. Den pålægger Team Danmark at fremme eliteidrætten i Danmark ved blandt andet - som noget nyt - at samarbejde med kommuner og folkeskoler.

Team Danmark har på nuværende tidspunkt lavet samarbejdsaftaler med 18 kommuner, der markedsføres som eliteidrætskommuner. Disse kommuner har til sammen udpeget 33 folkeskole til idrætsskoler, der skal give eleverne ekstra timer i idræt.

18 af disse 33 skoler har så oprettet særlige eliteidrætsklasser på de ældste klassetrin, som kun elever med ganske særlige sportslige evner altså må komme ind i. Der er fri og lige adgang til skolens øvrige klasser.

Team Danmark anbefaler i et "Koncept for idrætsskoler", at skolerne bruger optagelseskriterier til eliteidrætsklasserne. "Ellers ville det ikke give mening", siger talentkoordinator i Team Danmark Lars Green Bach.

Men er det lovligt ifølge folkeskoleloven?

"Jeg kan ikke udtale mig om de konkrete tilfælde, da forskellige spørgsmål om etablering af en eliteidrætsskole i øjeblikket er genstand for en sag i det kommunale tilsyn", siger undervisningsminister Tina Nedergaard.

Læs meget mere om eliteidrætsklasserne i månedsmagasinetUndervisere, der udkomemr på torsdag og kan læses på nettet fra i eftermiddag.