Anmeldelse

Bend it like Beckham

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Over hele landet har engelsklærere i hobetal anvendt filmen "Bend it like Beckham" i deres undervisning. Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi ville have været klædt væsentligt bedre på, hvis vi havde haft adgang til det materiale, der nu er udkommet. Grundbogen starter med en introduktion af de vigtigste personer i filmen og bogen. Dernæst følger tre dele, hvor man kan se og læse uddrag af filmen og den tilhørende roman. Jeg har læst hele romanen med elever, men jeg tror, forfatterne har set rigtigt, når de har valgt kun at medtage de vigtigste uddrag. Gennem hele grundbogen findes der mange interessante opgaver, som eleverne kan lave i forbindelse med filmen og bogen.

Sidst i materialet er der gode generelle spørgsmål, der kan bruges som afrunding af emnet. Bogen indeholder også fact files, hvori man blandt andet kan læse om sikherne og deres religion samt få dejlige opskrifter til mad fra delstaten Punjab, hvor sikherne kommer fra.

Materialet lægger op til mange gode indfaldsvinkler til stoffet. Man kan for eksempel ikke undgå at komme ind på det skisma, der opstår mellem hovedpersonen Jess' indiske baggrund og hendes trang til at realisere sig selv som fodboldspiller.

Lærervejledningen giver mange fine anvisninger på arbejdet med materialet. Vi hører blandt andet om, hvordan mediepakken tilgodeser trinmålene efter 9. klasse. Desuden indeholder vejledningen mange kopiark.

Der hører også en cd til materialet. Her finder man uddragene fra bogen læst op og to gode lyttetekster til brug ved afgangsprøven i 10. klasse. Disse to tekster kan suppleres med tre læsetekster, man kan kopiere fra lærervejledningen.

Sidst, men ikke mindst, kan man søge yderligere inspiration på www.benditlikebeckham.mb.dk. Det er selvfølgelig også et must, at man har filmen på dvd.