Elektrisk fejl måske årsag til brand
En større del af Dybbølskolen i Sønderborg brændte mandag ned ved en kraftig brand, men intet tyder på at branden var påsat, skriver dr.dk/syd.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Branden brød ud ved 14.30-tiden, og eleverne i den berørte fløj blev straks evakueret.
Det er den blå fløj på Dybbølskolen, der er brændt helt ned, og dermed er det halvdelen af skolen, der er berørt.
Det er der, hvor omkring 300 elever i indskolingen og skolefritidsordningen hører hjemme.
Under evakueringen blev eleverne sendt over i Dybbøl-Hallen, hvor forældrene kunne hente børnene.
Omkring 100 brandfolk fra ti forskellige brandstationer deltog i det omfattende slukningsarbejde.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men flere kilder oplyser at der inden branden var gnister fra elektriske ledninger.
Efter at der natten til mandag blev sat ild til seks containere i netop Sønderborg, var den første tanke, at der var tale om en påsat brand.
Men der er altså ingen sammenhæng, og politiet tror at branden er opstået i forbindelse med noget el-arbejde på skolen.