Anmeldelse

Edb

Ostekrigen på mælkevejen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- Belline, den tossede troldmand

Cd-rom spil

299 kroner

Savannah, telefon 3524 7800

Minimumskrav til edb-udstyret:

Windows 95, 32 megabyte ram hukommelse,

166 megahertz, cd-rom drev, windows-kompatibelt lydkort og højttalere

Fås også til Mac-system

I 'Ostekrigen på mælkevejen' gør onkel Bellini alt for at blive den mægtigste troldmand. Han har genmanipuleret en ostemide, der omdanner alt, hvad den æder på sin vej, til ost. Da vi kommer ind i historien, har han netop underskrevet en pagt med den intergalaktiske ostehandler Qaz. I bytte for ostemiden har Bellini fået et skøde på sin helt personlige planet langt fra jorden. Den vil gøre ham til den mægtigste troldmand i hele universet.

Dennis, vores helt, forpurrer i første omgang Bellinis planer. For ved et uheld kommer han til at sende sig selv, ostemiden og Bellinis elskede kat Tissemisse af sted ud i rummet. Ostehandleren Qaz sætter efter ham for at få fingre i ostemiden (der skal gøre ham til universets største ostehandler), og Bellini er lige i hælene på dem for at redde Tissemisse. Naturligvis må Dennis' tre venner, Don mus, fluen Sue og hunden Herman, af sted i den sidste raket for at redde deres elskede ven. Og spilleren er én af disse tre venner.

Nu går den vilde jagt i universet. Men det viser sig hurtigt, at Qaz ikke er en helt almindelig ostehandler. Faktisk er Gamle Ole ganske smagløs ved siden af Qaz, der har en ondskabsfuld plan om at gøre jorden og månen til kæmpe ostekloder. Da vi finder ud af, at skødet på planeten er ugyldigt, og Bellini er blevet taget ved næsten af Qaz, tager historien virkelig fart. Det gælder så om for spilleren at finde Dennis og stoppe Qaz.

Spillet er krydret med et utal af spændende finesser. Der er mange, og jeg mener virkelig mange, gode timers leg for børn fra fem til 14 år i dette spil.

Spillet er krydret med lækker musik, quiz og 14 sjove spil, der er integreret i selve spillet. Man bevæger sig mellem galaksens ni planeter. De otte er med på cd-rommen, mens den sidste findes på Internet.

Mange af de spil, som børnene præsenteres for i dag, er reelt et led i en overdreven kommerciel markedsføring af spillefilm eller popgrupper. 'Ostekrigen på mælkevejen' står alene, og det kan den også. Der er tale om solid underholdning for børn og deres barnlige forældre.

Et ægte kvalitetsspil, som jeg anbefaler til alle.

Ulla Clasen