Korte meddelelser

Erfaren fagforeningsmand fylder 60

Publiceret Senest opdateret

Per Lundsgaard Breckling fortæller selv, at han stort set gennem hele sit lærerliv har været tillidsvalgt. Han har været både arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant gennem sine 32 år som lærer, og så har han i næsten 15 år været formand for Fredericia Lærerforening. Snart kan han også afslutte sin første fireårige periode som hovedstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening. I alle fagforeningsposterne har medlemmernes interesser altid været hans største motivation i arbejdet.

I hovedstyrelsen har Per Lundsgaard Breckling siddet med i arbejdsmiljø- og organisationsudvalget – og det er nok ikke helt tilfældigt, at han er endt netop der. Hjemme på kredskontoret i Fredericia fortæller kollegaer, at Per Lundsgaard Breckling trives i arbejdet med de tekniske overenskomstdetaljer og forhandlingerne om lønvilkår på medlemmernes vegne. Selv har han tidligere udtalt, at han betragter fælles løn- og arbejdstidsaftaler som en del af Danmarks Lærerforenings dna.

Per Lundsgaard Breckling beskrives som en, man lægger mærke til, når han træder ind i et rum. Det skyldes til dels hans højde, men også at han gerne taler mangt og meget om det, som optager ham. Kollegaer kalder ham også for en behagelig samtalepartner, et ordentligt menneske og en kærlig drillepind. Den 8. september fylder han 60 år.