Personalia

Københavnsk lærerformand fylder 40

Publiceret Senest opdateret

Målrettet, dedikeret og en rigtig god kollega. Det er nogle af de ord, der bliver brugt til at beskrive Katrine Fylking. I hendes første år som formand for Københavns Lærerforening har der været travlt i lærerkredsens hus på Frederiksberg. Der er nemlig blevet arbejdet benhårdt på at få kredsens ambitioner til at blive til virkelige forandringer for medlemmerne.

Katrine Fylking er dygtig til at samarbejde og inddrage folk i sine visioner. Og så er hun god til at få selv de mest indviklede politiske detaljer til at blive forståelige og nærværende for medlemmer og samarbejdspartnere. Ofte falder snakken på lærernes arbejdsvilkår, der er omdrejningspunktet og brændstoffet i Katrine Fylkings politiske liv.

Søndag den 7. maj kan Katrine Fylking fejre sin 40-års fødselsdag. Katrine Fylking blev uddannet lærer i 2009 og har blandt andet arbejdet på Randersgades Skole og den tyske skole Skt. Petri i København.

Hun har været bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening siden 2018 og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse fra 2019. I februar 2022 blev hun under højlydte, stående klapsalver valgt som formand for Københavns Lærerforening uden modkandidat.