Den samlede fagbevægelse befinder sig i en dyb, dyb krise med en alarmerende lav organisationsgrad, der helt grundlæggende udfordrer aftalemodellen og om lidt kommer der et EU-minumsløn direktiv, der definitivt kan smadre fagbevægelsen.

Gudskelov er vi i Danmarks Lærerforening kendetegnet ved en organisationsgrad på omkring 90%, hvilket primært skyldes en stærk kultur med dygtige tillidsrepræsentanter på alle arbejdspladser og en stærk lokal tilstedeværelse i alle kommuner, der gør, at vi står klart stærkest af ALLE fagforeninger ude i kommunerne og dermed også har den største indflydelse på de beslutninger der træffes lokalt.

De sorte skyer trækker sig dog også sammen og mest bekymrende er nedgangen i antallet af lærere i dag og i fremtiden og den høje grad af ikke uddannede lærere og dermed ikke organiserede, der udhuler fundamentet for at vi har en forening - medlemskroner!

Læg her til den stigende inflation, der i det kommende årti forventes at ligge i en anden størrelse end hidtil og at råderummet frem til 2030 er ædt op af forsvarsudgifter hvorfor udsigten til markant flere lærere næppe er sandsynligt, idet der er andre brændende platforme der umiddelbart ser noget mere akutte ud f.eks. ligeløn og sundhedsvæsenet.

I den anledning savner jeg nogle klare svar fra vores hovedstyrelse og formand på, hvordan de vil løse den virkelighed vi må forvente at stå over for, når udgifter og indtægter ikke længere hænger sammen i en ikke alt for nær fremtid?

Den oplagte løsning kunne være at hæve kontingentet, som man næsten lige har gjort, men I en tid med stigende inflation og generelt vigende medlemstal kan det synes uklogt og særligt når der i forvejen er stor forskel på, hvad man som medlem skal betale fra kommunen til kommune, men det er en anden snak.

Vi kan også lukke og sammenlægge kredse, som onde tunger vil hævde er visse personer drømmer om, men dermed vil man fjerne den lokale forankring, der rent faktisk har og giver værdi og resultater for kollegaerne - altså kerneopgaven som det så populært hedder. Altså at save den gren over man sidder på.

Herudover har det vist sig at sammenlægning ikke har resulteret i billigere eller bedre drift de steder man har gjort det.

En løsning kunne også være, at se på, hvordan vi kan få mest ud af de enorme værdier som Danmarks Lærerforening sidder på og I.

Foruden de enorme summer der er henlagt i Særlig Fond til brug ved en konflikt og som statistisk set akkumulerer større værdi over tid, så ejer Danmarks Lærerforening en lang række ejendommen i København, hvor af en stor del af dem lejes ud til private(medlemmer) og erhverv.

Herudover ejer vi Vandkunsten centralt i København, hvor hele sekretariatet har til huse. Det er blandt de absolut dyreste adresser og dem med det potentielt højeste lejeindtægtsgrundlag.

Årsagen til at sekretariatet har til huse der er naturligvis begrundet i at Christiansborg såvel som KL holder til i kongens København, hvorfor man i en mere analog tid var afhængig af at kunne møde fysisk op hos magthaverne.

Men er behovet for det stadig det samme og er det bydende nødvendigt at hele sekretariatet skal have deres daglige gang der?

Kunne man placere visse opgaver ude i de større kredse som f.eks. Århus, Odense og Ålborg, så man var fysisk til stede og tættere på virkeligheden langt fra de bonede gulve?

Findes der også dygtige og kompetente mennesker uden for København?

Arbejder man inden for særligt politik og konsulentverden i langt højere grad digitalt, hvorfor fysisk placering for store dele af sekretariatet er underordnet?

Hvad mon en lejeindtægt på udlejning af en stor del af Vandkunsten kunne indbringe?

Hvad mon lejeudgiften er lidt uden for København for ikke at tænke andre steder i landet?

Hvad mon gevinsten kunne indbringe vores forening samtidig med, at man kan beholde ejerskab af Vandkunsten og den værdistigning ejendommene kan generere?

Gad vide om det kunne medvirke til at vi ikke nødvendigvis behøver at hæve kontingentet i fremtiden eller give en dårligere service når jeg ringer til min lokale lærerforening?