Psykolog Anne-Mette Bredahl har valgt at arbejde i Norge, hvor det er lettere at finde et godt fagligt forskningsmiljø om handicappede og bevægelse end i Danmark. Hun er tilknyttet Norges Idrætshøjskole i Oslo, men den kendte blinde skiskytte erkender dog, at det også gavner hendes muligheder for at træne at forske i Norge.

"I Norge har man i 30 år haft et aktivt forsknings- og uddannelsesmiljø. Man kan for eksempel tage en mastergrad i 'Fysisk aktivitet og Funksjonshæmning'", skriver Anne-Mette Bredahl i bladet Handicapidræt.

Hun har arbejdet som psykolog på Beitostølen Helsesportscenter i fem år og har undervist i fysisk aktivitet for handicappede siden 1997.

Dårlige oplevelser med idræt i skolen

Sammen med en kollega er Anne-Mette Bredahl den første, der laver ph.d. om emnet. Hun er i gang med projektet 'Handicap, eksistens og fysisk aktivitet' og har interviewet 20 handicappede mellem 18 og 65 år om deres gode og dårlige oplevelser med fysisk aktivitet.

"De fleste fortæller om dårlige oplevelser med skolens idrætsundervisning. En synshandicappet kvinde havde lærere, som forlangte, at hun skulle være med til boldspil, fordi det stod i reglerne, at eleverne skulle have boldspil. Det værste var følelsen af utilstrækkelighed, og at de andre elever blev sure på hende, når hun stod i vejen eller ikke greb bolden", fortæller Anne-Mette Bredahl.

I et andet eksempel blev en spastiker sat til at være aerobic-instruktør til eksamen i idræt. Det var en pinefuld oplevelse, fordi en aerobic-instruktør skal være model for udøverne, men han vidste, at han ikke ville kunne være en rigtig model.

Anne-Mette Bredahl er overbevist om, at der findes tilsvarende historier i Danmark.

"Det interessante er, at de fleste interviewpersoner ikke fremhæver deres handicap som problemet, men at der bliver stillet krav, som de ikke har nogen mulighed for at klare og ikke mindst - at der ikke bliver lyttet til dem og deres egne løsningsforslag".

Oplevelsen af idræt har ikke bare med handicappet at gøre

I Handicapidræt opfordrer Anne-Mette Bredahl læserne til at sammenligne fortællingerne om den blinde elev og spastikeren med beskrivelsen af en skiløber, som efter fire-fem kilometer fik mælkesyre i benene, men overvandt smerten og derefter følte, at han kunne trykke stavene gennem sneen og helt ned til jorden.

"Det er nemt at tænke, at de to første beretninger kom fra to personer, som ikke kunne lide fysisk aktivet, og at den sidste var en aktiv udøver. Men faktisk er aerobic-instruktøren og skiløberen samme person. Oplevelsen af idræt har altså ikke bare med handicappet at gøre, men nok så meget med rammen rundt om aktiviteterne", konstaterer Anne-Mette Bredahl.

Forskning kan blandt andet være med til at dokumentere praktikernes oplevelser, mener hun.

"Umiddelbart ville man tro, det var lettere at deltage i idrætsundervisning, hvis man har et lille handicap. Det er i hvert fald den holdning, jeg ofte møder hos lærere. Mit projekt viser, at der er meget lille sammenhæng mellem graden af handicap, og om deltagerne har været med i idrætstimerne", skriver Anne-Mette Bredahl.

Hun giver et eksempel med en handicappet, som fra 1. til 6. klasse deltog i idræt sammen med en assistent. I overbygningen fik han at vide, at det ikke var muligt for ham at være med, men i gymnasiet kunne han igen deltage - og denne gang uden assistent.

"Han er født med sit handicap, og det har ikke ændret sig med årene - men det gjorde omgivelserne og holdningerne til hans handicap".