Forestil dig en stor bølgende masse i konstant bevægelse. Den står aldrig stille. Et netværk med er en masse punkter, som alle er forbundne med hinanden, endda i flere lag, på flere planer, de forskellige forbindelser kan hoppe i niveauer på et millisekund, skifte retning, blive forstærket eller svækket. Nogle forbindelser står stærkere, men bliver pludselig svagere, flere punkter kan rette sig med ét centralt, og pludselig flyde ud eller rette sig mod andre. Man kan kun få et snapshot på et millisekund, måske, måske kortere tid. Det hele sitrer, bæver og bølger.

Med eksempelvis 29 punkter som er indbyrdes forbunde vil en 29 fakultet give et antal forbindelser på 29! = 8.8417619937397e+30. Og dét er altså et stort tal! Og det kan så ganges med de forskellige niveauer, planer, om man vil og give endnu flere forbindelser.

Hvad nu, hvis de 29 punkter er indbyrdes forbundne med andre netværk, som strides, skubber, forskyder de forskellige netværksforbindelser, styrke og svækkelser? Så har vi et kæmpe netværk af indbyrdes forbundne netværk, i én stor uendelighed, næsten en organisk form som pulserer, som aldrig står stille.

Forestil dig så, at man vil undersøge udsnittet, de 29 punkter med de uendelige forbindelser, blandt de øvrige forbindelser, og forsøger at ændre i én eller flere variable og fastholder en konstant og måler på udfaldet. Hvis det viser sig, at man måler en høj korrelation, siges det at have en høj statistisk signifikans. Hvis man måler på mange netværk, kan det tænkes, at man hos alle disse netværk finder en sammenhæng mellem den udvalgte konstant og de udvalgte variable, en høj korrelation. Her vil man så påstå, at man kan genskabe et eksperiment, og at det er udtryk for evidens, da det kan måles, påvises og genskabes.

Men lad os så tilføje noget ekstra til beregningerne. Lad os forestille os, at de udvalgte netværk man har brugt, minder om hinanden. Så gælder evidensen kun samme type netværk, som minder om dem, man har brugt i eksperimentet.

Lad os også forestille os, at de enkelte punkter er ustyrlige, de agerer kaotisk. Så begynder man at konsultere kaosteorien, som påviser, at selv med bittesmå ændringer i udgangspunktet, kan resultatet blive langt mere forskelligt. Og det kaotiske bliver endnu mere kaotisk, for nogle gange kan man ikke forklare hvorfor forbindelser styrkes og svækkes, hvorfor punkter bevæger sig rundt i konstellationer som de gør, og hvilke planer og lag der tændes og slukkes for forbindelserne. Man får derfor fat i en supercomputer, ja, man laver faktisk også et verdensomspændende samarbejde á la CETI, hvor man inviterer folk til at bruge deres computers processorkraft til at deltage i de forskellige modelberegninger.

Det viser sig at være forgæves. De sitrende, bævende netværksklumper agerer som sitrende gelémasse, som er ukontrollérbar. Hver gang man ser sammenfald, skifter gelémassen pludselig retning, den stivner, hopper, vibrerer.

Projektet blev stoppet. Verden blev klogere takket være forskningen.

Den førende professor, Bob, en højt estimeret videnskabsmand for projektet udtalte ”Fascinerende, der er grænser for naturvidenskaben, vi har fundet vores grænse. Vi er ude over, hvad kan beskrives som naturfænomener, som opfylder de fysiske love og som kan behandles matematisk og statistisk. Vi tror, vi vil konsultere vores venner indenfor andre videnskabsdiscipliner … vi kender vores besøgstid”.

---

Forestil dig en klasse i konstant bevægelse. Den står aldrig stille. En masse elever som alle er forbundne med hinanden, endda i flere lag, på flere planer. Det kan være socialt, fagligt og personlige planer. Elevernes opmærksomhed, relationer kan hoppe fra det ene til det andet på et millisekund, skifte retning, blive forstærket eller svækket. Nogle faktorer står stærkere, men bliver pludselig svagere, flere elever kan rette deres opmærksomhed mod læreren, og pludselig flyde ud eller rette sig mod noget andre eller andre. Man kan kun få et snapshot på et millisekund, måske, måske kortere tid. Det hele sitrer, bæver og bølger.

Med eksempelvis 28 elever og en lærer, 29 mennesker som er indbyrdes forbunde vil en 29 fakultet give et antal forbindelser på 29! = 8.8417619937397e+30. Og dét er altså et stort tal! Og det kan så ganges med de forskellige niveauer, planer, faktorer, om man vil og give endnu flere forbindelser.

Hvad nu, hvis de 29 mennesker er indbyrdes forbundne med andre netværk, som strides, skubber, forskyder de forskellige relationer, opmærksomheder, faktorer, styrke og svækkelser? Så har vi et kæmpe netværk af indbyrdes forbundne mennesker, i én stor uendelighed, næsten en organisk form som pulserer, som aldrig står stille.

Forestil dig så, at man vil undersøge udsnittet, de 29 mennesker med de uendelige forbindelser, blandt de øvrige mennesker, og forsøger at ændre i én eller flere variable og fastholder en konstant og måler på udfaldet. Hvis det viser sig, at man måler en høj korrelation, siges det at have en høj statistisk signifikans. Hvis man måler på mange netværk af mennesker, kan det tænkes, at man hos alle disse netværk finder en sammenhæng mellem den ønskede konstant og de udvalgte variable, en høj korrelation. Her vil man så påstå, at man kan genskabe et eksperiment, og at det er udtryk for evidens, da det kan måles, påvises og genskabes.

Men lad os så tilføje noget ekstra til beregningerne. Lad os forestille os, at de udvalgte grupper af mennesker, man har brugt, minder om hinanden. Så gælder evidensen kun samme type grupper, som minder om dem, man har brugt i eksperimentet.

Lad os også forestille os, at menneskene er ustyrlige, de agerer kaotisk. Så begynder man at konsultere kaosteorien, som påviser, at selv med bittesmå ændringer i udgangspunktet, kan resultatet blive langt mere forskelligt. Og det kaotiske bliver endnu mere kaotisk, for nogle gange kan man ikke forklare hvorfor mennesker agerer som de gør, hvorfor mennesker bevæger sig rundt i konstellationer som de gør, og hvilke faktorer, opmærksomheder, relationer der tændes og slukkes hos menneskene.

Men – man fastholder at evidensen har talt, og at den er universel. At den angiver hvad ”der virker” med størst mulig sandsynlighed. Endda i så stort omfang, så man tvinger folk til at arbejde efter det. Andre går ned på lokalt plan og arbejder med ”data” hvor principperne er de samme.

Det viser sig at være forgæves. De sitrende, bævende interaktioner agerer som sitrende gelémasse, som er ukontrollérbar. Hver gang man ser sammenfald, skifter gelémassen pludselig retning, den stivner, hopper, vibrerer.

Men nogle ønsker styring. Så nogle udvælger nogle få variable og laver datalandskaber. Smukke landskaber som smyger sig gennem universet, som var vi i selveste Matrix. Det handler om at gøre det komplekst nok, hvis bare det bliver komplekst nok, vil det kunne udtrykke, forudsige og kontrollere udfald i virkeligheden. Det er nærmest guddommeligt.

--

Professoren, videnskabsmanden Bob blev efterfølgende konsulteret, da han læste om det i ét af de utallige videnskabelige magasiner! Han blev forarget! ”Det er en skandale! Det er pseudovidenskabelighed! Forskermiljøet må tage affære. Det er jo ikke længere videnskab, men policy og religiøsitet”.