Lærer gennem oplevelser

Dunkende danske diskorytmer blev til skrevne ord i orienteringstimen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kom nu og læg din varme kind ind til min og lad mig mærke jeg er din' Lis Sørensens stemme brager ud af den kompakte ghettoblaster fra hjørnet af lokalet. Nej, året er ikke 1989. Det er såmænd torsdag formiddag 13 år senere, og der står orientering på skemaet. Skemaet tilhører B4. De ældste elever på Asylcenter Hanstholm.

I klassen sidder ni elever på mellem 13 og 17 år og lytter til sangen. Prøver at finde ord, de kender. Ord, de kan skrive ned. Koncentrationen er lav, og det har sin forklaring. Det er slutningen af timen, og sangen er kommet på, så eleverne kan slappe af.

'De elsker Lis Sørensen', fortæller Anne-Marie Nielsen, der er lærer i klassen. Hun fortæller, at de arbejdede med den sang, da eleverne lige var begyndt i klassen, men det viste sig, at den var lidt for vovet. Den handler både om at kysse og om at lægge kinderne mod hinanden. Nu arbejder eleverne med noget lokalt. Kandis, fra Hurup i Sydthy. Dansktopmusik med dansende rytmer.

Vil gerne lære dansk

'Jeg chatter på internet' hedder sangen. Eleverne hører den for anden gang. De lytter til sangen og skriver alle de ord ned, de kender. Bagefter snakker de om dem, og hvad sangen handler om. Anne-Marie går rundt til eleverne og hører, hvad de har skrevet. På Ridas papir står blandt andet 'maskin'.

'Maskin', siger Rida.

'Maskine, du har hørt rigtigt', siger Anne-Marie, mens hun med tydelige bevægelser hiver sig i øreflippen. 'Hørt, du har hørt', siger hun så.

Anne-Marie fortæller, at hun arbejder meget med kropssproget, for det øger forståelsen. De fleste af eleverne har været i Danmark siden november 2001. En af dem er Houzni. Han er 16 år og kommer fra Irak. Han bor nu på Asylcenter Hanstholm sammen med sine forældre og sine seks søskende. Blandt dem er Imad og Khalida, der også går i klassen.

'Det er godt med musik, man bliver glad af det', siger Houzni med et glimt i øjet. Bag de mørke øjne og det store smil er en yderst snakkesalig dreng. Houzni fortæller om sin fodboldkamp i går med den lokale klub i Hanstholm og om de sjove projekter, de laver på skolen.

'Jeg vil gerne lære dansk', siger han så og fortsætter med at fortælle om sin familie, og hvornår han har fødselsdag.

Oplevelser på ordene

I klassen har de arbejdet med vand og miljø. Her tog de til stranden og gik rundt og så på sten, vand og muslinger. Da de kom hjem, skrev de ordene på tavlen og snakkede videre om ordene. Senere byggede de så det grammatiske på. 'Det er vigtigt at komme ud og se og få sat ord og billeder på begreberne. Man lærer gennem oplevelser', fortæller Anne-Marie.

Inden timen er forbi, bliver der lige tid til et irakisk indslag. Bordene bliver skubbet til side, og med armene omkring hinanden danner eleverne en kæde. Klar til irakisk musik og dans. På katederet ligger dagens danske cd'er. Lis Sørensen, Kandis og Sanne Salomonsen. Sanne har de ikke hørt i dag. Hun er for kedelig, synes eleverne.

Reform på vej

Regeringen arbejder på en reform af asylsystemet. De første meldinger går på, at driften af centrene bliver udliciteret. I den forbindelse skal undervisningen af børnene på asylcentrene efter al sandsynlighed lægges ud til de enkelte kommuner.

Asylcenter Hanstholm

Asylcenter Hanstholm er landets eneste asylcenter, der bliver drevet kommunalt. En del af driften er undervisningen af centrets børn. I øjeblikket har centret 44 børn i den undervisningspligtige alder. De modtager undervisning på asylcentret fra mandag til fredag. Undervisningen foregår på dansk og varetages af en lærergruppe på syv. Heraf er de tre læreruddannede, en enkelt er pædagog, to er indvandrerlærere med erfaring fra sprogskoler, og endelig er der en antropolog

På børnenes skema står dansk, matematik, idræt og orientering. I orientering arbejder børnene med forskellige temaer, for eksempel naturen eller det omgivende samfund. Det skal blandt andet give en samfundsforståelse. Centret har netop fået adgang til faglokaler på kommunens folkeskoler.