Det er værd at bruge tid på den tjekkiske mesters seneste udgivelse. Historien er velkendt, men godt fortalt og billedsiden er intet mindre end fænomenal.
Josefs Tags store rejse er en graphic novel, tegnet og
fortalt af Pavel Čech, som er en af Tjekkiets helt store illustratorer,
tidligere låsesmed og brandmand i øvrigt. Bogen er hans hovedværk og har vundet
flere priser og er ligeledes udgivet i store tegneserienationer som Japan og
Frankrig. Af samme forfatter er på dansk også udgivet tegneserien A og
billedbogen Nøglen.
Annonce:
Hovedpersonen Josef stammer og tør ikke springe fra den store
vippe i svømmehallen. Han bliver også mobbet. En dag begynder en ny pige i
klassen, Elsevira hedder hun, og sammen med den karismatiske pige kan han være
helt sig selv. Josef og Elsevira tager en dag hen til en gammel, faldefærdig
mølle nede ved floden, hvor de finder en tunnel. De beslutter sig for at se,
hvad tunnelen gemmer, men undervejs bliver Elsevira væk.
Josef må for alt i verden finde hende, og han begiver sig ud
på en lang og farefuld rejse i et gammelt dejtrug, der fører ham gennem
tunnelen og videre ud på de vilde vover. Han møder også en gammel mand, der
advarer: ”Den tunnel fører til en verden, I ikke lærer om i skolen.”
Josef får foræret et gammelt lommeur der blandt andet kan sætte tiden i stå. Det bliver en lang og farefuld rejse i et uhyggeligt område. Under en voldsom storm kastes Josef ud af dejtruget, men
havner mirakuløst på en sandstrand på en øde ø. Men
Josef klarer modigt udfordringerne og finder faktisk Elsevira, der konstaterer,
at han ikke stammer mere! De følges ad til udgangspunktet, tunnelen ved den gamle mølle. Her efterlader Elsevira Josef og forsvinder ind i det uhyggelige land
igen. Hun har opfyldt sin mission - Josef stammer ikke mere.
En pragtbog med vidunderlige, doucede billeder, en spændende
historie og interessante personer. Strålende kunst for den øverste del af
mellemtrinnet og opefter, også voksne.