Dansk IT-kørekort til lærere adopteres af Norge

Efter at have set sig om i verden har nordmændene besluttet, at Danmarks Pædagogiske IT-kørekort, er det bedste koncept. Derfor vil de nu bygge efteruddanelse af lærere i Norge op omkring det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nordmændene udvikler selv undervisningsmaterialer, men det overordnede princip om at IT-håndværksmæssige færdigheder går hånd i hånd med pædagogikken i lærernes dagligdag, henter de i Danmark. Det samme gælder konceptets struktur og kursusform. Kurserne skal udbydes regionalt via e-learning.

Dekan Egill Engesæth fra Højskolen i Agder bliver ansvarlig for projektet, der får navnet LærerIKT. Det er også højskolen i Agder, der får ansvaret for at tilrettelægge indhold og uddannelse af vejledere.

Udviklingen foregår i samarbejde med danske UNI-C, og det sætter Egill Engesæth pris på.

"Det er vigtigt, at vi små lande i en lille fælles kulturkreds samarbejder og deler hinandens erfaringer. Der er mere udvikling i det end at starte fra bunden hver gang", siger han.

I øvrigt håber han, at de fælles erfaringer vil skabe grobund for endnu bedre løsninger i fremtiden.