I 14 små kapitler fortæller bogen om Tove Ditlevsen, hendes miljø og hendes samtid.

I bogens første del lægges hovedvægten på skildringen af samtiden, 1930erne. Senere træder beskrivelsen af hovedpersonen i forgrunden; vi får indtryk af forfatteren og forfatterskabet. Til sidst en karakteristik af de vigtigste personer, bogen har omtalt.

Frank Egholm har sat sig grundigt ind i stoffet, han ved god besked. Hans formidling er dog ikke overbevisende. Han har ikke valgt en bestemt synsvinkel for sin beretning. Den er ikke givet ud fra en konsekvent fastholdt position, der kunne medvirke til at gøre fortællemåden sikker og medlevende. Snart tilløb til et historisk tidsbillede, snart til et forfatterportræt, snart til en psykologisk karakteristik af et sårbart, usikkert ungpigesind. Og disse spor forenes ikke. Bogen vil for meget på en gang; dens forfatter har ikke i tilstrækkelig grad gjort sig klart, hvad der er hans hovedformål, hvem han fortæller for, hvorfra og hvorfor.