Anmeldelse
Grundbog til tekstlingvistik
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad er tekstlingvistik? Det giver bogen et svar på på et beskedent antal sider.
Grundbegreberne inden for denne del af sprogforskningen præsenteres og konkretiseres i forbindelse med teksteksempler. Tekstlingvistik har traditionelt beskæftiget sig med sammenbinding af sætninger, men det er efter forfatterens mening ikke nok. Tekstlingvistikken beskæftiger sig også med kommunikationsteori, pragmatik og genrer.
Sidste halvdel af bogen handler imidlertid først og fremmest om sammenhæng mellem sætninger og afsnit, og et righoldigt udvalg af tekstlingvistiske begreber defineres og anvendes på eksempler.
Til sidst er der et leksikonafsnit med et udvalg af bogens begreber og en litteraturliste.
Første halvdel er lettilgængelig, mens anden del vil være svær at forstå, hvis man ikke ved noget om emnet i forvejen. Sproget er undertiden ret indforstået.
For mig at se er de fleste af begreberne gammel vin på nye flasker. Hovedparten af dem kendes fra andre beskrivelsessystemer i kommunikationsteori, pragmatik, retorik, grammatik og semantik, og det eneste, der adskiller denne form for sprogbeskrivelse fra andre retninger, er netop fokuseringen på sammenkædning af afsnit og sætninger.
Bogen er interessant og velskrevet, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, hvor relevant dens detaljerede fokus på sammenkædninger er i en folkeskolesammenhæng. En konsekvent brug af begrebsapparatet kunne føre til den samme form for tekstnære sproganalyser, som eleverne hadede i nykritikkens storhedstid.
Sprogforskningen er et noget broget område, og i denne bog defineres tekstlingvistik som en retning, der beskæftiger sig med stort set alt. Store fagområder, som andre retninger inden for sprogforskningen også arbejder med, inddrages.
For lærere, der har lyst til at følge med i den faglige udvikling på videnskabeligt niveau, er bogen imidlertid spændende og relevant, og det er ret imponerende, hvor meget der på så få sider gennemgås på en klar måde.