Anmeldelse

Kampen om øen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret
En vaskeægte, velfortalt spændingsroman; tredje led i en serie om Emmys og Frederiks fantastiske ferieoplevelser på Bornholm. En uskyldig cykeltur udløser et mylder af forfølgelser, forvandlinger og forløsninger. Dem får forfatteren afviklet drevent. Bedst er afgjort romanens to første dele, der foregår over jorden. Her går virkelighed og fantasi hånd i hånd; det ene dramatiske optrin afløser det andet. Den afsluttende tredje del, der foregår under jorden, er mere problematisk. Her er det svært at etablere forbindelsen til virkeligheden; renlivet fantasy. Her trækkes på lokalsagn om de underjordiske. Uhyret Fanken spreder rædsel med sin terror overalt i underverdenen, men ved de to unges hjælp, assisteret af hunden Hannibal, lykkes det at tæmme uhyret, der forvandles til en smuk, ung prins! Spænding for spændingens skyld. En dreven romankomposition med rigtig gode momenter. Kan læses af elever i 6.-8. klasse.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.