Citat

Næsten en halv million elever var tilmeldt motionsdagen

Publiceret
Skolernes Motionsdag på Birkhovedskolen i Nyborg.

Skolernes Motionsdag kaldes verdens største motionsevent for skolebørn.

For andet år i træk tilbød Dansk Skoleidræt landets skoler at tilmelde sig på skolernesmotionsdag.dk. Det gjorde intet mindre end 1300 skoler.

Dermed var der ifølge Dansk Skoleidræt 472.370 deltagende elever, skriver foreningen i pressemeddelelse.

Året før lød det tilsvarende tal på 939 tilmeldte skoler tællende 315.000 elever.

Sammenholder man deltagertallet med andre store danske motionsbegivenheder som Royal Run (91.763 deltagere i 2022) og DHL Stafetten med mere end 200.000 deltagere over flere dage og i flere danske byer, lægger Skolernes Motionsdag sig helt i top som det mest populære motionsevent i Danmark.

"Vi er meget stolte over skolernes flotte opbakning. Man kan jo forestille sig et indre billede af at flyve hen over landet og se hundredtusindvis af børn, der bevæger sig i hver en afkrog af landet i præcis samme tidsrum - landet bølger frem og tilbage. Skolernes Motionsdag er en fast del af de danske skolers traditioner nærmest på højde med fejring af jul og andre højtider. Det er en dag, som hver eneste skole typisk har sine egne unikke traditioner for, og derfor er dagen også bragt videre fra generation til generation i nu 40 år", siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt Bjørn Friis Neerfeldt.

pressport.com/dk: Eleverne slår rekord: Næsten en halv million tilmeldt Skolernes Motionsdag