Kredsformand bliver topkandidat til borgmesterpost

Publiceret

Hovedstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening og lokal lærerformand i Rødovre Anders Liltorp er blevet Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Hvidovre Kommune. 

Den kendte kredsformand er blevet valgt til partiets topkandidat til kommunalvalget om to år, skriver Hvidovre Avis.  

Anders Liltorp skal forsøge at genvinde borgmesterposten til partiet, som indtil ved seneste kommunalvalg havde siddet på borgmesterposten i 96 år i vestegnskommunen. Her blev posten overtaget af SF'eren Anders Wolf Andresen. 

"Jeg mener, vi kan vinde et valg ved at fortælle det, vi brænder for og vil, vores drømme og muligheder for at skabe det gode liv og det Hvidovre, vi er stolte af. Men vigtigst af alt er velfærden, det nære og trygge. Og så ikke mindst den grønne dagsorden der skal omsættes, så vi kan se, høre og mærke forskellen", siger Anders Liltorp til avisen.  

hvidovreavis.dk: Han skal genvinde borgmesterposten til Socialdemokratiet