Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
25/8 kl. 13:02: Denne artikel baserer sig på et udtræk fra Danmarks Statistik. Redaktionen var dog ikke opmærksom på, at DS har ændret opgørelsesmetode/dato, så børns alder ved skolestart tidligere blev opgjort 31. december og i dag opgøres 30. september. Det er årsagen til den store forskydning. Redaktionen beklager fejlen.
Børnene starter tidligere i skole i dag, end de gjorde for bare fem år siden. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det overrasker Stig Broström, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet, og som har forsket i småbørnspædagogik.
"Det forbavser mig. Der har været en tendens til, at forældre har søgt om udsat skolestart for deres børn. Men de her tal viser jo den modsatte tendens, at en del af forældrene ønsker en tidligere skolestart", siger han.
SF: Det skal være lettere at udskyde skolestarten et år
"Jeg kan ikke forstå det på anden måde, end at der er forældre, der er stræbsomme på deres børns vegne og ønsker en mere effektiv og tidligere skolegang og med en akademisk tilgang til det, der tror på, at tidlig læring giver gevinst", siger Stig Broström.
Alle er ikke skoleklare så tidligt
Han fortæller videre, at der kan være børn, der ikke er parate til at gå i folkeskolen i så ung en alder.
"Det beror på, om børnene er parate til skolen, og om skolen er parate til dem. Det kan være forskelligt. Børnehaveklassen i dag er, hvad 1. klasse var for år tilbage i forhold til det faglige indhold og kravene til børnene. Man kan frygte, at der er nogle børn, der ikke tåler mosten. Der er børn der vil opleve, at de var aktive i børnehaven, men som oplever sig selv som tilbagestående i skolen".
I Danmark træder undervisningspligten i kraft 1. august det år, barnet fylder seks. Det vil sige at børn, der er født i 2011, skal starte i børnehaveklasse i august 2017. Kommunalbestyrelserne har dog mulighed for at tildele enkelte børn dispensation.
Tønder får rullende skolestart
En ny opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at 92,6 procent af de elever, der begyndte i børnehaveklassen i 2016 overholder den regel. Kun 1,1 procent af børnene er født efter 2010, og altså er startet for tidligt i skole.
Forening: For meget pres på nogle børn
Ifølge Pia Jessen, der er formand for Børnehaveklasseforeningen, er det alt for svært at få dispensation fra reglerne og dermed få en skolestartudsættelse.
Ifølge hende er bekymrende, at flere og flere børn starter i børnehaveklassen, inden de er fyldt seks.
"Det er ikke godt for børnene. Det er ikke godt for personalet, det er ikke godt for nogen som helst, at man presser børnene igennem, når de ikke er modne til det. Vi oplever ikke, at de er for unge i det faglige. Det er det sociale og trivslen, der er udfordringen. De har svært ved at indgå i de fællesskaber, det er, at gå i skole. De bruger alt deres energi på det sociale og være med der, hvor de andre børn er, men det kan de ikke. Det er svært for dem", siger Pia Jessen.
DLF: Kommuner skal åbne op for sen skolestart
Hun pointerer samtidig, at det udfordrer personalet i børnehaveklasserne, når børnene er startet for tidligt i skole.
"Det påvirker os rigtig meget, når vi har urolige børn, som har svært ved at indgå i klasserelationen. Hvor man lægger et pres på nogle børn, som ikke er klar til at modtage det pres og stiller nogle krav til børnene, som er urimelige, fordi de ikke er parate til at modtage det".
Regl lægger unødigt pres på forældre
Den politiske beslutning om, at børnene skal starte i børnehaveklassen det år, de fylder seks, lægger ifølge Pia Jessen et pres på både forældre og daginstitutioner:
"Den beslutning ligger tungt henover forvaltningen og presser dagtilbuddene til at sende børnene videre, og det er forældrene også præget af".
"Vi oplever forældre, der synes, at deres børn er for unge og gerne vil have en skolestartsudsættelse. Det er meget vigtigt, at man tager en dialog om det enkelte barn og lytter til fagpersoner og til forældre. Det er rigtig synd for børnene, at de bliver presset så hurtigt ind i skolen. At man ikke kigger på det enkelte barn i stedet for at kigge på fødselsattesten".
Professor: Ny lov betyder flere umodne skolestartere
De børn, der starter tidligere i børnehaveklassen, er ifølge Pia Jessen også dem, der oftest må se deres kammerater fortsætte i 1. klasse, mens de selv må tage et år mere i børnehaveklassen. Men det oplever hun ikke som et problem.
"De børn, der får et år mere i børnehaveklassen, er typisk dem, der socialt ikke fungerer så godt. Men de blomstrer op, når de får lov til at starte op forfra og være sammen med nogen, de er mere jævnbyrdige med rent udviklingsmæssigt".
Mens det kun er 1,1 procent af eleverne i børnehaveklassen, der starter året inden, de fylder seks år, står disse elever for hele 16 procent af den gruppe, der går børnehaveklassen om.