Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Den smitsomme glæde

Selv den værste rod er ikke altid kun en ballademager

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommentar

Jeg vil invitere dig med på følgende tankeeksperiment:

Forestil dig en pædagogisk dag, hvor du sidder med tre-fire kolleger, og I på skift interviewer hinanden med følgende spørgsmål: Hvad er den bedste hændelse, du har haft som lærer? Hvornår følte du dig allermest levende og begejstret? Hvad brænder du allermest for? Hvordan kan du skabe flere gode oplevelser på din arbejdsplads?

At dele disse historier giver dig pludselig et helt nyt billede af dig selv og dine kolleger - I føler en energi og begejstring, og arbejdsglæden bliver større end nogensinde.

Du går til dit øvrige arbejde med en stolthed og iver, som smitter af på eleverne. Forestil dig endvidere en af dine klasser, hvor eleverne har det svært med hinanden. Du lader dem gennemføre tilsvarende interview, som du netop selv har prøvet med dine kolleger. Du opdager, at eleverne ivrigt griber chancen for at snakke om muligheder, og hvad der lykkes, frem for - som de har prøvet så mange gange før - at snakke om problemer.

At arbejde på denne måde er inspireret af Appreciative Inquiry (AI) - som bedst kan oversættes til værdsættende samtaler. Kort fortalt er det en metode eller en teori, der går ud på at gå på opdagelse og udforske de bedste oplevelser fra fortiden, opstille visioner for fremtiden, dele visioner og drømme og skabe dem sammen. AI er oprindelig udviklet i USA med det formål at få organisationer til at arbejde bedre sammen. Det har gjort stort indtryk på mig, hvor enkelt og virksomt det er at arbejde med disse tanker - også med børn.

Systemisk teori og AI har været grundlaget for mit arbejde med trivsels- og mobningsproblemer i skoleklasser, hvor jeg har ladet eleverne foretage værdsættende interview med hinanden efterfulgt af en runde, hvor alle elever har sagt, hvad de er glade for hos hinanden, og hvad de kunne ønske mere eller mindre af. Disse runder har jeg styret terapeutisk ved at bruge meget positiv reformulering for at give børnenes sprog en mere anerkendende og værdsættende drejning. Vi dvæler ofte ved spørgsmålet: Hvilken effekt ville det have, hvis...? Efter sådan en runde, hvor alle har hørt fra alle, er det nemt at svare på spørgsmålet: Hvad tror du, dine klassekammerater kunne ønske, du gjorde, for at I kunne få det endnu bedre med hinanden?

Denne måde at arbejde med mobning på står i direkte kontrast til Dan Olweus' holdning, hvor det drejer sig om at finde fejl og placere skyld. Han koncentrerer sig ud fra en lineær tankegang om at gøre mindre af det, som ikke virker. Når man anvender AI, vender man fokus 180 grader ved at gøre mere af det, som virker. Man ser på muligheder, hvad der lykkes, hvad man har af drømme og visioner, frem for at se på problemer.

Jeg mener, at det er helt afgørende at undgå at udpege enkelte elever som et problem - hverken mobberen eller de mobbede. For hvem bryder sig om at blive udnævnt til et problem? Og er det overhovedet en god strategi, hvis man vil have nogen til at flytte sig? Nej, ikke ifølge AI - og systemisk tankegang, som hævder, at mennesker ikke kan ændre sig i et negativt defineret felt. Med andre ord må man tværtimod gøre sig de største anstrengelser for at skabe rammer, hvor børn føler sig positivt defineret, hvis der skal ske positive ændringer. Selv den værste rod i en klasse har brug for, at der bliver lagt mærke til den mindste lille anstrengelse for at gøre noget bedre, frem for at han konstant bliver fastlåst i rollen som ballademager.

Mit arbejde med skolebørn - og hvordan jeg anvender positiv reformulering, eksternalisering, skalaspørgsmål - har jeg beskrevet i kapitlet 'Trylleri med mobning' i bogen 'En Symfoni af værdsættelse', der inden længe udkommer på Psykologisk Forlag.

Når jeg holder workshop for lærere og pædagoger, har jeg sat dem til at foretage værdsættende interview i små grupper a tre-fire personer - gerne med kolleger, som de til daglig snakker mindst med. Det har slået mig, hvor meget energi, glæde og begejstring, der kommer i rummet, når det fyldes med alle mulige nye ideer om hvordan de kan gå ud og bruge denne meningsfyldte oplevelse både i deres arbejde med børnene og i privatlivet.

Læs også kronikken 'Mobningens Muligheder' på www.folkeskolen.dk i forlængelse af denne kommentar.

Powered by Labrador CMS