Jeg er førstegenerations indvandrer, 47 år og far til en dreng og en pige. De må altså være det, medierne kalder andengenerations indvandrere. Mine børn er der heldigvis ingen problemer med. Vi har fra start ment, at det er vigtigt, at de får en god uddannelse, og de går derfor begge i en dansk skole. Min søn bliver student til sommer, og min datter går i 8. klasse. De taler begge næsten perfekt dansk med let københavnsk accent. Gennem årene har de deltaget i lejrskoler, fester og badning efter idrætstimerne. Næsten hver sommer rejser vi tilbage til den lille by, jeg kommer fra, for det er også vigtigt, at de kender deres fars kulturelle baggrund.

Da jeg kom til Danmarks hovedstad for snart 27 år siden, var det en meget stor omvæltning i forhold til livet i landsbyen. Det var svært at undvære de åbne vidder, mærkeligt at have kendt alle og nu være helt anonym, vanskeligt at finde ud af skik og brug. Alt gik så hurtigt. Specielt de mange udrykninger gjorde et voldsomt indtryk. Det var uhyggeligt.

Selvom det af beskæftigelsesmæssige grunde havde været nødvendigt at rejse hjemmefra, var jeg også spændt på livet under fremmede himmelstrøg. Modtagelsen var venlig, må jeg sige.

Fra start gjorde jeg mig umage med at lære sproget. Jeg prøvede og prøvede, men det var meget svært og lød vist lidt komisk. Selvom jeg nu taler og skriver et nogenlunde dansk, kan de fleste stadig høre, hvor jeg kommer fra.

Med hensyn til integration må jeg indrømme, at jeg i starten holdt mig mest til mine landsmænd, i hvert fald når jeg havde fri. Jeg var så heldig, at der i de foregående år var rejst en del, især unge mænd, fra min hjemegn til Danmarks hovedstad, og jeg kendte flere af dem. Når vi var sammen, talte vi altid vort eget sprog, brugte meget tid på at diskutere, hvad der skete derhjemme og kunne også finde på at synge nogle af vor hjemegns sange. Et specielt højdepunkt udgjorde tilberedningen og den fælles spisning af retter fra hjemegnen. Dengang var det vanskeligt at skaffe de rigtige ingredienser, og det foregik derfor kun, når en havde været på rejse, eller når der en sjælden gang var besøg hjemmefra. På sin vis interesserede vi os i det fremmede mere for ting fra hjemstavnen, end vi nogensinde havde gjort før. Jeg må også tilstå, at kun nogle få af os blandede sig med befolkningen og boede til leje i små, usle værelser rundt omkring i byen. Mange af os boede sammen. Nu om stunder ville man havde kaldt det i ghettoer. For os var det imidlertid naturligt at søge hen, hvor der var nogle, man kunne spørge til råds, hvor man havde en slags netværk. Det var et godt udgangspunkt for at klare sig i det danske samfund.

Hvis vi havde råd, rejste vi også dengang hjem om sommeren, var for en tid centrum for unges og gamles nysgerrighed og nød at kunne besvare de mest mærkelige spørgsmål om livet i den store by. Vores sommerferiestatus svarede ikke til den, vi indtog i det fremmede.

Da det kom på tale med giftermål, fik mange en kone hjemmefra. Hvis ikke fra byen, så fra egnen eller i hvert fald landsdelen. Det faldt naturligt og gjorde mange ting lettere. Nogle få, meget modige, fandt en kone i det fremmede. Det er nu blevet helt almindeligt.

De første mange år var jeg sikker på at ville tilbage til hjemstavnen så hurtigt som muligt. Sådan er det ikke mere. Det fremmede er blevet det kendte. Kammeraterne fra ghettoen ser jeg sjældent, og når det sker, spiser vi hvidløg, lam og olivenolie. Grønlangkål og kålpølser tangerer det ulækre. Sangen 'For en fremmed, barskt og fattigt' lyder patetisk, og om ghettoerne 'Sønderjydsk studenterforenings Kollegium' og 'Arveprins Knuds Kollegium' stadig eksisterer, ved jeg ikke.

For øvrigt kan jeg huske, at der dengang også kom en del mænd fra mere sydligt liggende landsbyer til landet. De talte en uforståelig dialekt og må have haft meget sværere ved at finde ud af at klare sig i det fremmede. De har sikkert brug for mere end 27 år.

Lærer og forfatter