Denne flotte, gennemillustrerede bog giver et godt indblik i naivismen, en forsømt side af kunst- og kulturhistorien i Europa og Amerika, der skelner mellem kulturkunsten og folkekunsten.

Henri Rousseau, 1844-1910, var folkekunstner, han søgte at gøre kunsten tilgængelig for alle. Han var virkelighedsskildrer, eventyrfortæller og blev et forbillede for naivisterne.

Gennembruddet for naivismen kom med kunstnere som Gauguin, Klee, Picasso og Chagall, der søgte det enkle og umiddelbare i børnetegningen, folkekunsten og i primitive kulturer.

I perioden fra 1750 til omkring 1870 blev kunstbilledet alment i Danmark. De første var prospektbilleder og gårdbilleder malet af omvandrende malere, der drog fra sogn til sogn. Andre almene billeder fra den tid var portrætter, personbilleder, marinebilleder, bibelske tegninger, læreblade, mindeblade og billedark.

Forfatteren er ængstelig for, at den umiddelbare malemåde vil forsvinde, når der i skolen og andre steder undervises i billedkunst. Det skal han ikke være så bange for. Hvis han har ret i, at kunstnere som Heerup, Scherfig og Søndergaard lavede naivistisk kunst, vil der altid være kunstnere, der går en anden vej end den mest logiske.

Forfatteren fremhæver barnet og barnetegningen som et ægte naivt udtryk. Jeg fornemmer, at han synes, at det er synd, at billedkunstundervisning er med til at fratage barnet det naive udtryk, det er jeg ikke enig med ham i. Billedkunstundervisningen er netop med til at nuancere barnets billedsprog.