Anmeldelse

Kunst i børns dagligdag - en guide til kunst og kultur i børns fritid / Kunst i børns dagligdag - en guide til kunst og kultur i dagtilbud / Kunst i børns dagligdag - en guide til kunst og kultur i skole og SFO

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ganske interessant at sidde med disse tre guider foran sig i en tid, hvor der fra politisk hold lader til at være et opgør i gang med de klassiske kunst- og udtryksfag i skole- og seminariesammenhæng. Og måske er dette vejen - altså at forstærke opfattelsen af kunst og kultur som fritidstilbud i modsætning til den skolemæssige tradition, hvor man har forsøgt at fastholde en vis faglighed i de klassiske arbejds- og udtryksområder. Når der i det første hæfte skrives, at "Et stærkere fokus på den løbende evaluering vil give de musiske fag et fagligt løft med større opmærksomhed på undervisningens kvalitet og elevernes udbytte af undervisningen", kan man formentlig om få år spørge sig selv: Hvilken undervisning? For hvor er det nu lige, sammenhængen er mellem evaluering af folkeskolens fag og en afgrænset skolefritidsordningsgruppes besøg på for eksempel et museum?

Det, der listes op i hæfterne, vil for de fleste lærere inden for musik, billedkunst og medier være kendt stof, men ikke mindre værdifuldt af den grund. Det giver bare ikke mere tid og flere resurser til at bruge tingene i skolesammenhæng. Med disse kritiske ord skal der lyde ros til projektet i øvrigt. Der er tale om tre overskuelige og praktiske hæfter, hvis basale fællesstof vil kunne bruges til opslag i de omtalte dag- og fritidstilbud. Der er masser af adresser, litteraturforslag og henvisninger til de pædagoger og andre, der har lyst og økonomi samt mulighed for at tilrettelægge projekter i og uden for de institutionelle rammer. Hæfterne bygger på et bredt kultursyn og rummer mange forslag til, hvordan der kan etableres kontakt til eksisterende kunst- og kulturinstitutioner, hvis der kan skaffes tid og økonomi. Og det er da udmærket.