Anmeldelse

Billedkunst, Dansk, Drama, Musik

Fjolleby ved juletid

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Ulla Philbert

Hæfte, 36 sider, 150 kroner

Cd, 170 kroner

Folkeskolens Musiklærerforening

Dette materiale er et grundigt beskrevet tværfagligt forløb for 3.-4. klasse. Projektet er beskrevet til mindste detalje lige fra optakten og frem til det afsluttende drama. Endda med forslag til, hvordan læreren kan præsentere elevernes projekt og drama for forældrene.

Vi befinder os i den skøre by Fjolleby, som er rammen om dette meget fantasifulde projekt. Over en lang periode fra september til jul involveres eleverne gradvist i emnet gennem forskellige aktiviteter. De flytter ind i Fjolleby, hvor de skaber deres egen person, indretter deres eget hus, fremstiller egne opfindelser, skriver om deres egne oplevelser og så videre.

Emnet begynder i faget billedkunst og videreudvikles i dansk, musik og afsluttes med drama i begyndelsen af december. Grundigt guides man gennem hele forløbet. Og selv om stykket her i anmeldelsen måske virker rimeligt styret, er det alligevel et meget kreativt projekt, da dramaet tager afsæt i de oplevelser, de tanker og den kreativitet, eleverne har skabt undervejs.

Til dramaet er musikken en væsentlig del og består af tre fællessange, en rap, fire stykker stemningsmusik og dansemusik. Sangene er noteret med becifring, og den enkle stemningsmusik er udskrevet for klaver.

Den tilhørende cd, der indeholder musik, sange samt en singbackversion, er en god investering. Dels frigøres læreren, når der skal instrueres på scenen, dels er singbackindspilningen med et orkester noget mere interessant at synge til end en klaverledsagelse.

Det er et meget spændende og anvendeligt tværfagligt materiale.

Annie Leth