Bakkeskolen i Esbjerg opretter klasser kun for tosprogede

God omtale tiltrækker ikke danske elever. Det må Bakkeskolen i Esbjerg erfare. Næste skoleår bliver to ud af tre børnehaveklasser rene etniske klasser. Bakkeskolen er af både regeringen og DLF fremhævet som mønsterskole i integration.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er bekymrende for integrationen, når man skal til at lave rene etniske klasser. Det svækker integrationen", siger skoleleder på Bakkeskolen Henning Grønborg, som sidste år modtog DLFs Stinuspris for sit arbejde for at fremme kvaliteten i undervisningen for såvel danske som tosprogede elever.

67 procent af eleverne på Bakkeskolen har en anden etnisk baggrund end dansk. Men i næste års børnehaveklasser er 80 procent tosprogede. Ud af de 62 elever er 12 danske, og skolelederen har valgt, at de tolv danske elever skal i samme klasse.

"Hvis jeg puttede fire danske elever i hver klasse, vil de være flyttet inden efterårsferien. Ved at have dem i samme klasse fastholder vi de 12", siger Henning Grønborg.

Han har orienteret kommunen om situationen, men i følge Jydske Vestkysten har skolechef i Esbjerg Kommune, Per Jensen ikke umiddelbart et bud på, hvad man kan gøre.