Dr. pæd. og rektor på UC Syd Alexander Von Oettingen holdt oplæg om pædagogiske teorier og tænkere før Danmark Lærerforenings kongres i København.

Lærere på kongres: Den pædagogiske debat skal vækkes til live

Lærerne skal på banen, hvis pædagogiske argumenter skal spille en større rolle i skolernes udvikling, mener flere af de fremmødte til Danmarks Lærerforenings kongres.

Publiceret Senest opdateret

“Lærerne har pædagogiske begreber, som kan bringes ind i skolens maskinrum, og det er jer, der har ansvaret for at bringe dem derind. Ingen andre”.

Sådan sagde rektor på professionshøjskolen UC Syd Alexander von Oettingen, da han tirsdag formiddag inden Danmarks Lærerforenings kongres var inviteret til at åbne en debat om, hvordan man får sat gang i den pædagogiske dialog blandt lærerne.

Bagtæppet var en erkendelse af, at muligheden for indflydelse på blandt andet skoleplaner, som lærerne fik med arbejdstidsaftalen i 2020, mange steder ikke bliver udnyttet.

Folkeskolen spurgte nogle af de fremmødte, der deltog i det såkaldte udviklingsforum om emnet, om, hvordan de vil få pædagogiske argumenter på banen, når der skal tales om skoleplan på deres skole.

Lærerne skal forme pædagogiske holdninger i fællesskab

"Tillidsrepræsentanten skal forsøge at engagere lærerne i den pædagogiske dialog", lød det fra Annie Bleicken, der er lærer og tillidsrepræsentant på Møldrup Skole i Viborg.

Annie Bleicken lærer og tillidsrepræsentant på Møldrup Skole i Viborg

"Hvis vi som lærere ønsker at få indflydelse på skoleplanen og på skolens udvikling, er det vigtigt at gøre os klart, hvilke pædagogiske begreber vi står på. Jeg kunne godt tænke mig nogle fælles pædagogiske dialoger lærerne i imellem om, hvad det er for en undervisning, vi tænker virker i skolen? Hvilken måde ønsker vi at organisere os på? Og hvad er det for nogle børn, vi ønsker at sende ud i samfundet. Hvad skal de kunne?"

Hvordan skal det komme til at ske?

"Det starter jo med, at tillidsrepræsentanten skal forsøge at engagere lærerne i den pædagogiske dialog. Vi bliver nødt til at drøfte skoleplanen på nogle møder, som er organiseret i skoletiden, og der skal lederne på banen. De pædagogiske holdninger skal ikke kun formes i faglig klub, de skal dannes i fællesskab, hvor alle tager del i den debat".

Lærernes pædagogiske debatkultur skal vækkes til live

Man burde øremærke tid til de pædagogiske diskussioner, mener Lone Tonnesen, der er lærer på Syvstjerneskolen i Furesø og kredsmedlem.

Lone Tonnesen lærer på Syvstjerneskolen i Furesø og kredsmedlem

"Hvis man gerne vil have den pædagogiske debatkultur tilbage, er alle nok nødt til at acceptere, at det ikke kommer af sig selv, og at det tager rigtig lang tid".

"Der er ting, som vi skal til at lære igen. Den pædagogiske debatkultur er en stor del af lærerens DNA. Den er så dybt forankret i os, men den skal vækkes til live. Der tænker jeg, at der er nogle skoleledere, der skal være bedre til at igangsætte de her reflekterende samtaler, så den pædagogiske tænkning kan træde i stedet for denne her meget kortsigtede driftstænkning på skolerne".

Hvad ville du forsøge at få ind i skoleplanen på din skole, hvis du fik muligheden i dag?

"Det første jeg, ville forsøge at få ind i skoleplanen, er tid og rum til at tage denne her kollektive pædagogiske debat, ligesom den man havde, dengang jeg startede med at være lærer. Dengang blev man opslugt af sådan en kultur, hvor nogle megavise mennesker sagde noget megaklogt. Det vil jeg rigtig gerne have, at man øremærkede noget tid til at gøre, fordi man mener, at det har noget værdi".

En pædagogisk debatkultur er ikke noget, man kan knipse i gang

De nye lærere ser i højere grad lærerjobbet som et lønarbejde, oplever Erik Thykjær Jensen, som er lærer og tillidsrepræsentant på Engesvang skole i Ikast-Brande.

Erik Thykjær Jensen lærer og tillidsrepræsentant på Engesvang skole i Ikast-Brande

"Den form for fællesskab, hvor man taler om pædagogik og didaktik på et lidt højere niveau end, hvordan man får en lektionsplan til at hænge sammen, er nødvendig, hvis vores faglige fællesskab skal blive ved med at være så solidt, som det er nu".

"Men en pædagogisk debatkultur er ikke noget, man kan knipse i gang. Det kræver tid, der skal findes i fællesskab med ledelsen. Vi har mange nye kollegaer, der mest ser på det at være lærer som et lønarbejde, og der er flere af de ældre kollegaer, der er blevet tvunget over i en lønmodtagertankegang med reformen i 2013. Der er med andre ord ikke så udtalt en klangbund for at investere i den pædagogiske debat derude".

Vi har mange nye kollegaer, der mest ser på det at være lærer som et lønarbejde, og der er flere af de ældre kollegaer, der er blevet tvunget over i en lønmodtagertankegang med reformen i 2013

Lærer og tillidsrepræsentant Erik Thykjær Jensen

"Det er ikke lederne, der bliver tovholdere på denne her proces. For de bliver presset på driften af forvaltningen, og det bliver heller ikke den almindelige lærerkollega. Det er folk, der er frigjorte, som skal være vagthunde på denne her proces, hvis den skal lykkes. En almindelig tillidsrepræsentant har mange opgaver på skolen, så det er ikke helt ligetil, men det er sindssygt vigtigt og spændende".