
Farvel til folkeskolen: Fra folkeskole til gymnasium
Hendes lillesøster lagde hjerne til, da Ditte Bager allerede som helt ung trænede for at nå sit mål om at blive folkeskolelærer. Søsteren kunne læse som fire-årig, og Ditte Bager fik job som lærer i 2002. Men i dag har hun videreuddannet sig til cand.mag på universitet og har fået sit første job som gymnasielærer.
"Jeg tror, jeg hele mit liv har vidst, jeg ville være lærer. Selvfølgelig kunne jeg også være gået på universitetet, da jeg var færdig med gymnasiet. Men jeg vidste bare, jeg skulle være folkeskolelærer", siger Ditte Bager.
"Men jeg var nødt til at have en indtægt, så jeg underviste stadig på deltid. Det har jeg gjort hele vejen igennem".
På den folkeskole Ditte Bager kommer fra, havde hun meget frihed og stor fleksibilitet - også fordi hun arbejdede på deltid. Men hun kunne godt mærke, at kollegerne var presset på forberedelsestiden, og at lærerkulturen med tilstedelværelseskravet er ændret. I begyndelsen var hendes mål at uddanne sig for at finde en helt ny vej i livet.
"Jeg ville prøve noget helt andet end undervisningssektoren, for jeg kunne nok ikke finde ud af at undervise alligevel. Men efter en minipraktik på et gymnasium i Nordsjælland fik jeg i dén grad gnisten tilbage og forstod, at jeg er lærer med stort L, men at jeg nok bare passer bedre ind i gymnasieverdenen".
Plads til at nørde faglighed
Da hun var i gang med at skrive speciale på RUC i marts måned sidste år, fik hun tilbudt et vikariat på gymnasiet Nykøbing Katedralskole. Hun havde dog to måneders opsigelse på den folkeskole, hvor hun arbejdede, så i en måned arbejdede hun begge steder og skrev speciale samtidig. Så fandt hun dog en lærer, der kunne overtage arbejdet på folkeskolen.
"Jeg nyder at få lov til at nørde igennem på det faglige område og blive taget imod af elever, der synes, det er megafedt at have tysk. Jeg har elever, der kommer og spørger om ekstra materialer. Der er en anden vilje til læring", siger Ditte Bager.