Viden forpligter

Rapport om lærere i krise forpligter til et forebyggende arbejde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er grotesk, at vi den ene dag kan synes, at det er en sejr, at der kun kan forlanges, at lærerne bruger 15 procent af forberedelsestiden i fællesskab, når vi ved, at det er alenearbejdet, der gør folk syge.

Sådan sagde Karsten Holst, da han gennemgik en evalueringsrapport om Lærerforeningens hjælp til medlemmer, som får problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Seniorforsker Tage Søndergaard Kristensen fra Arbejdsmiljøinstituttet har undersøgt, hvordan de lærere, der har henvendt sig, vurderer den hjælp og rådgivning, de har fået tilbudt.

Tilfredsheden er meget stor, og hovedstyrelsen var ikke i tvivl om, at ordningen er en succes.

Men de erfaringer, som foreningens socialrådgivere og konsulenter har opsamlet sammen med den gruppe eksterne rådgivere, som arbejder for foreningen, skal også bruges i et forebyggende arbejde.

- Det var rystende læsning, sagde Jan Trojaborg, som ligesom Karsten Holst fremhævede, at der må sættes ind over for de problemer, som medlemmerne har beskrevet.

Skolens arbejdskultur 'viser sig uhensigtsmæssig i forbindelse med kommunikation, konflikthåndtering, kritikhåndtering og grænsesætning', står der i rapporten. Resultatet er 'en arbejdsplads præget af konfliktskyhed, manglende åbenhed, vanskelighed ved at håndtere kritik med mere', og det giver selvfølgelig grobund for et belastende psykisk arbejdsmiljø.

- Som fagforening skal vi presse på for at få sat gang i et forebyggende arbejde, der kan ændre arbejdspladskulturen de steder, hvor den er, som det beskrives i evalueringsrapporten, sagde Karsten Holst.

(Rapporten blev fyldigt omtalt i Folkeskolen nummer 12.)

-th