Engelsklærer snydt af chatbot: "Det viser, hvor vild den her teknologi er"

Folkeskolen.dk undersøger om chatbotten ChatGPT kan bestå en dansk 9. klasse-prøve i skriftlig engelsk. Spoiler: Ja, uden problemer.

Publiceret Senest opdateret

Hvad er ChatGPT?

(Folkeskolen har bedt ChatGPT skrive denne faktaboks)

ChatGPT er en avanceret sprogmodel udviklet af OpenAI. Det er en form for kunstig intelligens, der kan generere tekst på en menneskelig måde. Det kan bruges til mange forskellige formål, såsom at skrive kreative historier, besvare spørgsmål eller assistere i forretningsprocesser. ChatGPT er trænet på en stor mængde tekst fra internettet, hvilket giver den en bred vifte af viden og evnen til at forstå og generere naturligt sprog. Det er et værktøj, der kan hjælpe med at automatisere og effektivisere mange opgaver, der tidligere krævede menneskelig indgriben.

OpenAI er et forskningsfirma, der er blevet grundlagt af en række velkendte personer fra tech-branchen, herunder Elon Musk og Sam Altman. Deres mission er at udvikle kunstig intelligens i et åbent og ansvarligt regi, således at den kan bruges til at hjælpe mennesker og forbedre verden. OpenAI har skabt en række avancerede teknologier, herunder sprogmodeller som GPT-3, som er en af de mest avancerede sprogmodeller i verden. Deres forskning dækker områder som maskinlæring, robotik, billedgenkendelse og spilteori. OpenAI har også skabt et åbent bibliotek med kode og værktøjer, som andre kan bruge til at udvikle deres egne AI-projekter.

”Jeg er meget overrasket over, hvor god denne her opgave er. Jeg har læst den igennem flere gange for at være sikker på, at jeg ikke har overset en fejl, men det synes jeg ikke, der er”.

Sådan siger Bolette Læssø Andersen om en engelsk stil, folkeskolen.dk har bedt hende læse og bedømme. Hun er lærer på Virupskolen i Aarhus, hvor hun både har 7., 8. og 9. klasse i engelsk.

Hvad Bolette ikke har fået at vide er, at den opgave hun skal bedømme, er genereret af kunstig intelligens, nemlig af chatbotten ChatGPT, som hver sjette danske gymnasieelev allerede har brugt til at formulere tekster, som de efterfølgende har kopieret ind i deres skriftlige afleveringer.

Der er i skrivende stund ikke nogen undersøgelser af, hvor mange grundskoleelever der har gjort det samme.

10 eller 12?

Sådan gjorde vi

Opgaven, Bolette Læssø Andersen fik at se, er blevet til ved at journalisten oprettede sig som bruger på openai.com og indsatte en autentisk opgavebeskrivelse i chatfeltet. Den tekst, der kom ud af det, blev kopieret over i et worddokument og sendt til Bolette Læssø Andersen, som havde fået at vide, at hun skulle bedømme opgaven til brug i en artikel på folkeskolen.dk om, hvad lærere lægger vægt på, når de bedømmer opgaver.

”Det allerførste, jeg gør, når jeg skal bedømme opgaver, er at kigge på om den opfylder opgavebeskrivelsen”, siger Bolette Læssø Andersen.

”Det gør den. Eleven formår at besvare det hele. Der står i opgaven, at man skal motivere unge til at tage ud at rejse, og det kan man se, at der er blevet arbejdet med i denne her tekst. Brugen af tillægsord får det til at lyde som et megafedt sted at komme hen, så eleven har virkelig fanget den del af opgaven".

I det hele taget er det "en meget stærk aflevering”, mener Bolette Læssø Andersen.

Eleven har et højt fagligt niveau i engelsk og et stort ordforråd og er meget stærk grammatisk. Sammenlagt vurderer hun, at opgaven er helt i toppen af skalaen.

”Det virker, som om eleven har haft tid til at kigge opgaven igennem og rette fejl. Man kan diskutere dele af tegnsætningen, men det er ikke nok til at ændre på, at den ligger helt i top. Hvis ikke 12, så i hvert fald 10”, siger hun.

Et wakeup-call

Så smider journalisten bomben: Teksten er AI-genereret.

”Det er lidt et wake up-call til mig. Hold da op, hvor er det nemt at snyde!”, udbryder Bolette Læssø Andersen.

”Det er meget interessant. Det viser, hvor vild den denne her teknologi er. Og de elever, som sidder og knokler og gør arbejdet, de får så måske et 7-tal”.

Som sproglærer er Bolette Læssø Andersen ikke ubekendt med elever, som forsøger at skyde genvej, når det gælder skriftlige afleveringer.

Google Translate og andre oversættelsesprogrammer har i årevis være en udfordring i sprogfagene, men det her er alligevel noget andet, siger hun.

ChatGPT's afgangsprøvestil

”Maskinoversatte opgaver er meget nemmere at gennemskue end det her”, siger hun.

”Jeg ville selvfølgelig blive mistænksom, hvis jeg fik denne her besvarelse fra en elev, som normalt ligger omkring et 4-tal, for jeg kender jo mine elevers niveau. Men hvis det var en opgave, jeg var censor på, ville jeg ikke kunne gennemskue det. Og hvor mange elever mon laver deres almindelige afleveringer på den måde? Det er jo ikke noget, jeg kan kontrollere".

"Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvad den her Chatbot kan. Jeg blev så snydt af den tekst”.