Tiårig meldt til politiet for grov vold mod klassekammerat
En tiårig dreng fra en 4. klasse på Gl. Hasseris Skole i Aalborg er meldt til politiet for et voldsomt overfald på en pige fra sin klasse. Pigens forældre står bag anmeldelsen, fordi de mener, skoleledelsen ikke gør nok i den slags situationer.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Pigen har forklaret politiet, at drengen i et frikvarter tog hendes hårbøjle og ikke ville aflevere den tilbage. I stedet tog han noget tygget brød ud af munden og tværede rundt i hendes ansigt. Derefter kastede han en hård snebold i ansigtet på pigen, nikkede hende to hårde skaller og rykkede en stor tot af hendes hår. Da hun lå på gulvet, sparkede drengen hende tre gange i maven. Det skriver avisen Nordjyske.
Ifølge avisen har forældre anmeldt sagen til politiet, fordi der ved tidligere lignende episoder på skolen intet er sket i forhold til de børn, der optræder voldeligt. Forældrene, der ønsker at være anonyme, føler ikke, det er muligt at få en dialog med skolens ledelse om de problemer, der er på skolen.
Svært for forældre at følge med
Viceskoleleder Torben Pedersen har ansvaret for mellemtrinet, og han siger til folkeskolen.dk, at skolen har kontaktet de sociale myndigheder, og at skolens AKT-lærer (adfærd, kontakt og trivsel) også er involveret.
"Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, ud over at vi har orienteret begge hold forældre om hændelsen og er i løbende kontakt med dem. Vi har også sørget for, at klassens øvrige forældre har fået en kort, generel besked", siger Torben Pedersen, der også har lagt en kort orientering ud på skolens hjemmeside.
Det er usædvanligt, at forældre anmelder en tiårig til politiet, men Torben Pedersen afviser, at skolen lader stå til over for vold.
"Det er ofte svært for forældre at følge med i, hvad vi gør, fordi vi er afskåret fra at udtale os i konkrete sager. Vi kører dem efter vores plan for elevhåndtering, og den overvejer vi nu at lægge ud på vores hjemmeside, så forældrene kan følge med i, hvad vi gør", siger viceskolelederen.
Skolen skal tage sig af både offer og gerningsmand
Ifølge planen skal skolen hjælpe den voldsramte både fysisk og i form af samtale. Ledelsen skal øjeblikkelig orienteres og forældrene involveres.
Udøveren skal til en samtale med en leder. Skolen kan sende eleven hjem i op til fem skoledage, og hvis forældrene nægter, kan eleven i stedet 'isoleres' på skolen. Samtidig kan der laves en politianmeldelse, og skolen underretter socialforvaltningen. Skolen kan også råde forældrene til at finde anden folkeskole, og teamet omkring eleven skal agere på en måde, som er relevant i forhold til eleven og problemets karakter.
Læs mere
Gl. Hasseris Skole
Nordjyske