På Søndervangskolen i Viby er flere end ni ud af ti elever tosprogede.
På trods af det er skolen ikke omfattet af de obligatoriske sprogprøver. På regeringens liste over ghettoskoler står skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne er bosat i boligområder, der inden for de seneste tre år har været på listen over udsatte boligområder. Det gælder altså ikke Søndervangskolen, og den er ikke den eneste folkeskole med mange tosprogede, der kan styre udenom de famøse stopprøver.
Indskolingsleder: "Vi gør skolen børneparat"
Det var Alex Ahrendtsen, folkeskoleordfører for Dansk Folkeparti, ikke umiddelbart klar over. Men han vil nu se på sagen og forsøge at få forligskredsen med på at ændre konstruktionen, så skoler med mange tosprogede, der ikke er rubriceret med ghetto-mærkatet, også skal igennem de obligatoriske sprogprøver:
"Det må vi jo bare lave om, så de skoler også bliver omfattet. Det er en smutter. Jeg vil klart anbefale, at vi ændrer det i forligskredsen".
"Vi havde simpelthen ikke tænkt på, at der kunne være skoler, der lå uden for ghetto-områderne, men hvor der stadig er mange tosprogede elever. Det bliver vi nødt til at lave om, og det er en mindre justering".
Folkeskolen.dk har fundet otte folkeskoler på landsplan med enten mere end 50 procent tosprogede/ elever med udenlandsk herkomst, som ikke er på regeringens liste over ghettoskoler. Skolerne på listen skal gennemføre sprogprøver for alle elever i børnehaveklassen og for eleverne med dansk som andetsprog højere oppe i skoleforløbet.
Her er de 27 folkeskoler, hvor elever kan dumpe børnehaveklassen
Søndervangskolen savner ikke sprogprøver
Søndervangskolen i Viby ved Aarhus har en meget en stor andel af indvandrere og efterkommere i skolen, selvom eleverne altså ikke bor i ghettoområde.
Men ifølge skoleleder Rani Hørlyck har skolen ikke behov for sprogtest i børnehaveklassen, bl.a. på grund af et godt samarbejde med dagtilbud, før eleverne starter i skole, og fordi eleverne i forvejen bliver testet - både løbende og systematisk efter skolestart.
Så Rani Hørlyck beklager på ingen måde, at skolen ikke er omfattet af ghettopakken.
"Min anke er, at elever risikerer at gå om. Personligt synes heller ikke om, at små børn skal være tvunget til at gå i sommerskole", siger Rani Hørlyck.
Hun lader sig dog heller ikke skræmme af Alex Ahrendtsens planer om at indlemme Søndervangskolen i sprogprøverne:
"I så fald skal han jo først have flertal i forligskredsen til dette, og sker det, så er det jo rammere, vi skal arbejde indenfor, og naturligvis vil gøre, og så samarbejder vi jo med de andre skoler, som også er omfattet af de obligatoriske prøver. Sprogprøverne vil bare erstatte de andre ting, vi laver nu. Det vil hverken være nyt eller revolutionerende".
Ifølge kvalitetsrapporten for 2017 er 96 procent af eleverne på Søndervangskolen tosprogede.
Skole med 96 pct tosprogede undgår sprogprøver: DF kræver ændring
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.