Ny struktur kan blive katastrofal for tosprogede elever

De tosprogede københavnske elever er ikke blevet bedre til at læse, viser ny Pisa-undersøgelse. Herfra vil det kun gå ned af bakke, spår tosprogslærer, mens formanden for Københavns Lærerforening er mere bekymret for de etnisk danske drenge.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er katastrofalt, at man for halvandet år siden lukkede kontoret for Integration og Mangfoldighed i København, ikke mindst set i lyset af de resultater, Pisa nu viser. Det kommer kun til at gå en vej herfra, og det er ned af bakke for de tosprogede elever. Vi har som skole og som fagfolk intet sted at spare eller dele viden. Det mener jeg er et meget stort problem," siger funktionslærer i sprogcentret på Hyltebjerg Skole i Vanløse Monica Edelmann.

Jan Trojaborg, der er formand for Københavns Lærerforening, er mindre bekymret for de tosprogede elever.

"De tosprogede elevers faglige niveau er ikke det største problem. De ligger på status quo. Det er da svagt positiv. Men det store problem er åbenbart specielt etnisk danske drenge. Det er besynderligt, at det er gået så skævt og det har vi ingen umiddelbar forklaring på, men det må vi tage fat på," siger han til folkeskolen.dk.

Tilfældigheder vil afgøre de tosprogede elevers faglige niveau

Indtil for tre år siden var der i København bevilliget penge til undervisningen i dansk som andet sprog. Pengene var øremærket og måtte kun bruges i skolernes sprogcentre til de tosprogede elever. Pengene blev fordelt af kontoret for Integration og Mangfoldighed, men da man politisk besluttede at give midlerne fri, gav man samtidig al magt til skolelederne, forklarer Monica Edelmann.

"Pengene måtte bruges til, hvad skolelederne ville. Og der bliver gået til hugs i de timer. De bliver brugt til alt muligt andet end formålet. " siger hun. Hun mener, at decentraliseringen går ud over de tosprogede elever.

"Det har den konsekvens for de tosprogede elever, at de kommer til at klare sig dårligere. Der bliver et større gab mellem et- og tosprogede elever, end der er pt. De enkelte skoler er overladt til sig selv og det bliver tilfældigheder, der kommer til at afgøre, om man vil gøre noget særligt for de tosprogede" afgør Monica Edelmann.

Det oversete mellemtrin

Når Jan Trojaborg alligevel skal forsøge at forklare, hvad baggrunden for Pisa-undersøgelsens resultater kan være, peger han på, at de 9.klasseselever fra københavnske fri - og folkeskoler, som rapporten tager udgangspunkt i, meget vel kan være gået glip af de kræfter, kommunen har sat ind i de yngste klasser, fordi eleverne da gik på mellemtrinnet.

"Vi er alle enige om, at der er blevet sat fint ind i indskolingen, men vi har ikke gjort nok ud af mellemtrinnet. Det gør vi så nu, eksempelvis ved at Danmarks Lærerforening sætter fokus på faglig læsning," siger Jan Trojaborg.

Over for Politiken kan børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) bekræfte, at man netop har fundet plads i budgettet til en ekstra dansktime i 2. og 6.klasse for de københavnske skolebørn.