For snart et år siden afleverede vi en bachelor, som kom til at omhandle dette problemfelt. Bachelorprojektet havde egentlig til formål at belyse, hvordan man tilgodeser diversiteten i læse- og skriveudviklingen i indskolingen. Det blev dog hurtigt tydeligt, at præstationskulturen overskyggede det hele. Gode tiltag som differentiering druknede i den magt, vi så, præstationskulturen havde.  

Vi ser stadig, at der er reelle udfordringer i forhold til præstationskulturen i skolen. Derfor kan vi simpelthen ikke slippe vores fund. Fund som var så ekstreme, at vi mener, det er uansvarligt, hvis der ikke gøres noget. Vores empiri stammer fra indskolingen, hvilket skræmmer os meget, da det viser os, at en kultur, som vi ikke ønsker, allerede starter her.  

Fundene gjorde det hurtigt klart for os, at vi lever i en tid, hvor eleverne i høj grad belønnes for at være hurtige færdige, og hvor det at være hurtig færdig samtidig anses for at være en god præstation. Ubevidst belønner og underbygger vi lærere hele tiden denne præstationskultur eksempelvis med klistermærker og udtalelser. Dette udformer sig i et hierarki blandt eleverne. Et hierarki som eleverne hurtigt aflurer. Derfor handler det ikke længere om vejen til målet, om at være grundig eller om at bruge god tid på fordybelsen for eleverne. Det handler snarere om resultatet, og hvor hurtigt man selv kommer derhen. Man skal være den bedste. Og den bedste er desværre bare den, der er hurtigst ...  

Eleverne var helt klar over, hvem der var dygtigst, og hvordan man så dette. Vi overhørte blandt andet, at en elev i 1. klasse fortalte, at måden, man kunne se på, hvem der var den dygtigste i klassen, var ved at finde den elev, der var hurtigst færdig og altid nåede til ekstraopgaverne. Det var altså her en kamp om at blive hurtigst færdig og ikke at lave opgaverne korrekt og være grundig. Ekstraopgaver er altså blot en ekstra ting til de hurtige, men heri ligger mere end blot en ekstra ting grundet præstationskulturen. I den forbindelse så vi også ofte, at eleverne ikke hjalp hinanden, da de ville være hurtigst færdige. Vi har set flere lærere, som har reglen om, at man skal spørge sidemanden om hjælp, men vi har oplevet, at flere afviser at hjælpe eller hurtigt bare giver svaret. En elev sagde eksempelvis tydeligt til sin sidemand: “Jeg har ikke tid til at hjælpe dig, jeg skal selv være færdig.” Dette taler sig ind i præstationskulturen, og at eleverne i højere grad bliver individuelle for at opnå det bedste resultat - at hurtigt at blive færdig. Set med deres øjne.  

Derudover så vi, hvordan man belønner antal læste bøger med samme antal klistermærker. Igen ikke en belønning for grundighed, men for hurtighed. Det gjorde, at flere børn valgte nemme bøger blot for at få klistermærker. Et program som Emat er også med til at fremme præstationskulturen. Her oplever vi, hvordan eleverne går op i point og spørger andre om svar for hurtigt at få point. Eleverne spørger ikke hinanden om, hvordan det går med opgaverne, men hvor mange point de har. Den med de fleste point er dygtigst.  

Vi fandt altså ud af, at præstationskulturen har utrolig stor betydning i skolen og faktisk har det helt ned i små og måske ubevidste didaktiske overvejelser. Dette var utroligt tankevækkende for os.  

På baggrund af indsamlet empiri og utallige analyser kom vi frem til, at der i skolen er brug for en kulturændring. En kulturændring vi kan være med til at skabe, hvis vi har fokus på andet end hurtighed. Klistermærker og point kan motivere, men vi skal være bevidste om, hvad det motiverer eleverne til. Motiverer det bare eleverne til at finde resultatet på Emat uden selv at kunne regne det ud, eller motiverer det til at kunne læse en nemmere bog for at få klistermærker? Hvor god motivation er så klistermærker, point og anden belønning?  

Hvor blev rosen af for grundigt arbejde, for fordybelse og for hjælpsomhed? Vores bud på en strategi er at italesætte det. Italesæt overfor eleverne at det ikke gælder om at være hurtig, men at dygtiggøre sig. Vi skal ikke være stolte af at være de hurtigste, men være stolte af et godt og grundigt arbejde og det gode og velfungerende fællesskab. Vis for eksempel eleverne eksempler på grundighed og hurtighed. Det kunne være en tegning, der er lavet på 5 sekunder, og en tegning der er udformet på flere timer. Spørg så eleverne, hvilken der er bedst. I forhold til belønning på en anden måde er et bud, at man ikke giver eleverne klistermærker, for hver bog de har læst, men for hver 20 minutter de har fordybet sig i en bog. Det handler om at være konkrete overfor dem. Dette gør det lige for alle elever på alle niveauer.  

Herved er det ikke blot den hurtigste, der anses som den dygtigste i klassen. Alle kan være grundige på hver deres niveau, og elever lærer langt mere ved grundighed og fordybelse end ved at kunne finde svaret hurtigst. Her har vi pludselig fat i noget mere betydningsfuldt for den enkelte elevs videre færden i livet, men også fremad i skolesystemet og for menneskeheden.  

Så kære lærere og forældre, hvis vi skal gøre noget ved præstationskulturen, så kræver det, at vi viser eleverne, at fordybelse, grundighed og hjælpsomhed er vigtigere ting her i livet end at være hurtigst!  

Skrevet af Mette Louise From Kappel og Jannie Brødsgaard Danielsen