Populære inklusionsmodeller hæmmer lærerne i at tænke selv

Mange kommuner og skoler tyr til færdige koncepter som LP, Pals og Cooperative Learning i håb om at inkludere flere elever. Uanset valget skal læreren huske at tænke didaktisk, understreger professor.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Engang satsede skoler på involveringspædagogik, frigørende pædagogik, funktionel læsning og Regio Emilia. I dag retter de blikket mod LP, Pals, Cooperative Learning, Reading Recovery, læringsstile og mange intelligenser. Alt sammen for at hjælpe lærerne med at inkludere flere elever i almen­undervisningen.

»Nogle af de tidligere metoder lever et stille liv, andre er helt forsvundet, selv om der var fornuft i mange af dem. Det skyldes, at der er kommet nye koncepter til, som fanger noget andet«, siger professor Mads Hermansen.

Han taler om de populære koncepters formåen og begrænsninger på en KL-konference om styring af specialundervisning og inklusion.

»Koncepterne er udtryk for, at andre har tænkt for lærerne om, hvad der er den bedste måde at inkludere flere elever på. Koncepterne skaber overskuelighed over komplekse forhold, og skolen er kompleks. Selv hvor eleverne spiser deres mad har betydning for deres læring«, siger Mads Hermansen, der er leder af Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.

Men der ligger en mørk side gemt i koncepterne.

»De kan spærre for andre metoder, og de risikerer at hæmme lærernes selvstændige didaktiske tænkning. Derfor skal man sørge for tid til, at lærerne kan reflektere over deres undervisning, for eksempel i deres team«.

Udadreagerende børn skærmer af

Uanset fremgangsmåde har lærerne ifølge Mads Hermansen to overordnede opgaver. Den ene er at hjælpe eleverne til at fortolke, hvordan andre reagerer på det, de gør.

»På den måde får den enkelte elev gang i en dialog med sig selv om, hvem han er. Men udadreagerende børn kan ikke holde ud at fortolke, hvordan andre reagerer på dem. Derfor skærmer de af for reaktionerne. Skolens opgave er at holde børnenes fortolkningskompetence i live, så de kan begynde at forholde sig til omverdenen uden at bryde sammen«.

Den anden opgave er at skabe læringsrum.

»Læring handler om at provokere eleverne ud i en zone, hvor der ikke umiddelbart er sammenhæng, men hvor de får meningerne til at hænge sammen. Det kan være hårdt, men når eleven klarer opgaven, kan vedkommende bruge den erfaring i det næste læringsmål«, siger Mads Hermansen.

Grundlæggende er læringsrum altid sociale, og det er en forudsætning, at de andre accepterer, at man er der.

»Læreren skal se og anerkende eleverne, og det på trods af at de kommer i skole, fordi vi ikke synes, de er gode nok, som de er. Vi vil have, at de skal lære noget. Men det kan være frustrerende for dem med stoffet. Læreren skal ikke maksimere frustrationerne, men optimere dem, så eleverne kommer udmattede, men robuste ud af skolen«.

Lydhør styring

Læreren skal være fagdidaktisk kompetent for at kunne fungere som professionel læringsleder. Og så skal man tage styringen på sig. Mads Hermansen kalder det for lydhør styring.

»Vi er gået fra at gøre det for eleverne, til at de skal gøre det selv. Læreren forhandler med dem om overdragelsen ved at bruge god tid på at arbejde med deres forforståelse for opgaven, så eleverne er klædt på til at fordybe sig. Det er den måde, man laver undervisningsdifferentiering på«, siger Mads Hermansen.