Debat

Testens umulighed og pædagogikkens metafysiske sans

Skolen mellem vilje og forestilling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evalueringsforskeren Peter Dahler-Larsen mente, at myten om Orfeus og Eurydike fortalte noget væsentligt om evaluering. Orfeus kunne ikke vente med at dreje hovedet, til han og hans elskede var nået frem til deres fælles destination. 

Forskellen på Orfeus og en national test er, at en test ikke kan dreje hovedet i utide. Den besidder ikke nogen vilje og kan derfor ikke trodse den. 

Det er i al fald én af forskellene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det rejser spørgsmålet om, hvad der kræves for at besidde en vilje. Følger vi Arthur Schopenhauer, så besidder alt en vilje. Denne vilje er blind og vil kun sig selv, den er en vilje til liv. Det betyder, at alt levende vil leve. Det eneste, der kræves for viljen, er altså liv.

Schopenhauer har også et andet begreb, begrebet forestilling. Forestilling betyder blandt andet, at vi ved, at vi er vilje, og at denne viden indebærer, at vi kan lyve os fra vores vilje.

Vi kan fornægte dens eksistens og bilde os ind, at forestillingen bestemmer. Men, da viljen er stærkere end forestillingen (der jo ikke ville eksistere uden), og da det er muligt at erkende, at dette er tilfældet, må et menneske enten opretholde illusionen om at være herre i eget hus eller fornægte illusionen om, at det kan være det.

I dag diskuteres det, om tests i skolen virker, som de skulle. Forestillingen om tests i skolen er altså knyttet til viljen, i og med, at der ingen diskussion er uden forestilling.

Enhver test har sin mening, ingen tvivl om det. Sin vilje. Men testens genstand er dermed altid også testen selv, og dermed frarøves muligheden for at indse, at ingen eksistens gives uden spændingen mellem håbet om uafhængighed og erfaringen af afhængighed.

Dahler-Larsens pointe var, at Orfeus’ evaluering faldt for tidligt. Kærligheden kunne ikke vente. Schopenhauers pointe er, at kærligheden også besidder en vilje.

Jeg kan ikke gå ind for nogle af synspunkterne, ikke i den allerdybest følte kærlighed og ej heller i den mest kølige registrering af dens fravær.

Det gik, som det gik, og det går, som det går.