Anmeldelse

Mucho más 1

Første spansksystem til folkeskolen

”Mucho más” – meget mere - har mange øvelser til hvert emne og lever op til navnet på den gode måde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mucho más" er et gennemarbejdet begyndersystem til spansk med mange muligheder for differentiering. Den har en mere legende tilgang end mange begyndersystemer til gymnasiet.

Fakta:

Titel: Mucho más 1

Forfatter: Rikke Engbo Andersen, Monika Saveska Knutagård

Pris: 1.875

Sider: 156

Type: Lærervejledning

Forlag: Alinea

Pris: 197,50

Sider: 188

Type: Elevbog

Siden august 2017 har grundskoler haft mulighed for at deltage i en forsøgsordning med at tilbyde spansk som et ekstra fremmedsprog i 7.-9. klasse i op til tre år for at undersøge mulighederne for på længere sigt at tilbyde spansk som andet fremmedsprog. Det er derfor et nyt fag, som er ved at blive introduceret i grundskolen, og målgruppen fra grundskolen har andre behov end eleverne på ungdomsuddannelserne. Der er i begge tilfælde brug for en introduktion til generel grammatik og ordforråd, men progressionen i grundskolen er langsommere. Der er derfor brug for nye bøger.

”Mucho más 1” består af elevbog, lærervejledning og hjemmeside og er beregnet til det første år af spanskundervisningen i 7.-9. klasse. Bøgerne er et svensk system, som er bearbejdet til danske forhold. Bøgerne har en klar og tydelig opbygning, og det er tydeligt angivet, hvordan de forskellige kapitler svarer til ”Fælles Mål”.

Elevbogen har ti kapitler, hvert kapitel indeholder tre dele: ”Tal og skriv”, ”Fokus på sproget” og ”Kultur”. ”Tal og skriv” introducerer nyt ordforråd med både tekst, lyd og mange forskelligartede opgaver, så ordforrådet kan gøres aktivt. ”Fokus på sproget” introducerer kort til basal grammatik. ”Kultur” indeholder en tekst på dansk om spansksproget kultur og med forståelsesspørgsmål eller lignende på dansk. Lydfilerne findes på en hjemmeside inddelt efter kapitler, og de er overskuelige at bruge. Hvert kapitel afsluttes med en selvevaluering, så eleverne selv kan tage stilling til, om de har lært det, der lægges op til i kapitlet. ”El desafío” – udfordringen - er en ekstraopgave i hvert kapitel. Her repeteres kapitlets nye ordforråd, og der stilles lidt større krav til indsats og selvstændighed.

Hvert kapitel indeholder mange opgaveforslag, som giver plads til differentiering i både mængden af opgaver og niveauet. De indeholder desuden en god repetition af ordforråd fra tidligere kapitler, og det sikrer progressionen i materialet. Gloserne til de enkelte kapitler findes bag i bogen sammen med en samlet alfabetisk ordliste. Derudover er de spanske ord fra kapitelordlisten indlæst som lydfil på hjemmesiden. Det er et godt redskab til at lære ordforråd og træne udtale.

Flere af opgaverne lægger op til at prøve sig frem, gætte og bruge teksterne til selv at gennemskue regler og ordforråd. Det lægger også op til en aktiv og selvstændig indsats fra eleverne, som kræver, at læreren er opmærksom på at give eleverne nogle gode læringsvaner. Her er der god hjælp og inspiration at hente i lærervejledningen, så eleverne støttes i den selvstændige proces.

Opgavetitlerne er på både spansk og dansk, for eksempel "adivina - gæt". Det fungerer godt, at der er så meget spansk sprog som muligt, som kan inddrages i dialogen med eleverne. Der er god ekstra kulturviden i lærervejledningen, som nemt kan inddrages efter behov til at introducere til den spansksprogede kultur.

Emnerne er godt tænkt, for eksempel introducerer kapitel to til tallene op til 12 gennem en dialog med pointgivning til Melodi Grand Prix. Derfor bliver både tal og landenavne introduceret på en enkel og sjov måde, der giver gode muligheder for at sammenligne danske og spanske kulturtraditioner.

"Mucho más" er gennemtænkt, og det er en oplagt mulighed at gøre brug af svenske erfaringer i opstartsfasen for spansk i grundskolen ved at tage udgangspunkt i et svensk materiale. Der er rigtig mange øvelser til de enkelte kapitler. Man kunne måske have bevæget sig hurtigere fremad i introduktionen af indholdet, men de mange opgaver med forskellig sværhedsgrad giver mange muligheder for at differentiere undervisningen. Opgavetyperne lægger op til en selvstændig elevindsats, og der er tænkt over, hvilke læringsstrategier man ønsker at give eleverne.